Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Handicappet politiker i Folketinget: "Man skal ikke føle sig begrænset"

Lokalpolitikeren Kristian Hegaard bliver blot anden kørestolsbruger nogensinde i Folketinget, når han låner pladsen fra tidligere udenrigsminister.

16. apr 2017, kl. 20:20 af · ·

Når Kristian Hegaard (Radikale Venstre) skal tale i Folketingssalen bliver det ikke fra talerstolen. 

Der er nemlig ikke adgang for en kørestolsbruger - endnu. Så han må blive siddende på sin plads. 

Kristian Hegaard, der har været medlem af Fredensborg Byråd siden 2009, bliver kun anden kørestolsbruger på Christiansborg nogensinde, når han tirsdag starter i Folketinget som stedfortræder for tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard, der skal på barsel. 

Og det er noget, han er stolt af.

- Jeg er glad for, at jeg kan vise, at uanset om man har et handicap eller ej, så kan man engagere sig i noget, som er spændende. Man skal ikke føle sig begrænset af et handicap. Hvis jeg kan få andre til at give den gas, så ville jeg naturligvis være rigtig glad, siger han til TV 2 Lorry. 

Han sidder i kørestol, fordi han er født med en sjælden knoglesygdom, og det giver ham en særlig viden om handicapområdet, som han da også vil benytte i sit virke, siger han. 

Det gør han også på nuværende tidspunkt, hvor han sidder i Social- og seniorudvalget i Fredensborg Kommune - en stilling, som han også vil besidde sideløbende med sit arbejde i Folketinget.

- Det har altid været et mål, at jeg gerne ville på Christiansborg, så det er en stor drøm, der går i opfyldelse. Nu får jeg lov i tre måneder, men jeg vil sammenligne det lidt med at spille de sidste ti minutter af en fodboldkamp. Jeg vil give den en skalle, så jeg måske kan blive en del af startopstillingen en anden god gang, siger han.

Når Kristian Hegaard skal pege på tre mærkesager, som han vil tage med sig, svarer han uddannelse, uddannelse og uddannelse: 

- Uddannelse er en radikal mærkesag. Det er derfor, jeg er medlem af partiet. Det er Danmarks gode uddannelsesmuligheder, der har båret mig hertil i dag. Det lå ikke til højrebenet, at jeg skulle være frivillig fodboldtræner i ni år, læse jura og have mulighed for at komme i Folketinget, siger han og uddyber:

- Jeg har fået masser muligheder, fordi vi har et godt system. Men jeg tænker samtidig på, at jeg er fra en ressourcestærk familie i Nordsjælland. Jeg vil gerne arbejde for, at alle får de bedste muligheder. Lige nu skal én pædagog mange steder tage sig af 17 børn, og vi ser, at der bliver sparret på uddannelserne. Man forringer også mulighederne med et uddannelsesloft. Det er en helt forkert prioritering. 

Men det kan du vel ikke ændre alene på tre måneder?
Nej, men jeg håber på, at jeg i hvert fald kan råbe op og gøre opmærksom på det her. Det er, hvad jeg kan bidrage med, håber jeg.

Skulle Kristian Hegaard senere blive valgt selv til Folketinget, så kan han muligvis i fremtiden få lov til at tale fra talerstolen. Man besluttede nemlig sidste år at renovere Folketingssalen, der er fra 1908, således at den bliver mere handicapvenlig. Det gjorde man, fordi det skabte debat, at muskelsvindramte Sara Gleerup (Enhedslisten) ikke kunne tale derfra, da hun sad i Folketinget i tre uger sidste år. 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version