Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

København får CO2-neutrale havnebusser

Fra januar 2020 kommer der fem nye havnebusser, der alle sejler på el og ikke udleder CO2 eller NOx og partikler fra motorerne.

28. jun 2018, kl. 16:05 af · ·

Sejlturen i Københavns Inderhavn med havnebussen bliver fremover væsentlig mere miljøvenlig.

Fra starten af 2020 stævner en flåde af spritnye, eldrevne havnebusser nemlig ud for at servicere pendlere fra Teglholmen til Refshaleøen.

De nye både udleder hverken CO2 eller NOx og partikler fra motorerne, mens støjen fra havnebusserne også nedsættes væsentligt.

- Københavnerne skal kunne trække vejret frit. Derfor er ren luft en mærkesag for mig. De nye eldrevne havnebusser er afgørende for vores mål om at reducere luftforureningen i København. Jeg glæder mig til, at vi i 2020 kan søsætte de fem nye grønne havnebusser, siger overborgmester Frank Jensen fra Socialdemokratiet i en pressemeddelelse.

Det forventes samtidig, at det samlede udslip fra alle busserne i den kollektive transport i Københavns Kommune vil falde med 2,5 procent for CO2, 10 procent for NOx og hele 66 procent for partikler med implimenteringen af de nye havnebusser.

Selskabet Arriva vandt udbudsrunden af de nye havnebusser, som Movia stod for. Kontrakten med Arriva løber i 10 år fra 2020 med mulighed for forlængelse i to år. Movia modtager støtte fra en EU-fond til de nye havnebusser, fordi det er med til at igangsætte omstilling til eldrift. 

De nye både har alle plads til 80 passagerer, hvor der i dag er plads til mellem 60 og 80 passagerer. Derudover installeres der også større vinduer på færgerne, mens der også er plads til otte cykler og fire barnevogne.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version