Zoo's elefanter bekæmper madspild: Spiser 200 kilo græskar
Madspild er håbløst umoderne og spild af ressourcer. Derfor har Tivoli givet deres Halloween-pynt til Zoologisk Have.
Der er muligvis et par børn rundt omkring i hovedstaden, der er ærgerlige over, at Halloween er overstået.
Men i Zoologisk Have på Frederiksberg har der været glade dage i den seneste uge, hvor de mange pyntegræsker er blevet delt rundhåndet ud i burene.
Chimpanserne har danset, flodhestene har gnasket og køerne har tygget glædeligt på den orange frugt.
Festlighederne toppede i dag hos elefanterne.
København Zoo har nemlig lavet et samarbejde med Tivoli, således at de store dyr fik forlystelsensparkens kæmpegræskar, som stammer fra årets græskardyrker-konkurrence.
Græskarene vejede næsten 200 kilo, men det var ingen sag for elefanterne, der fik trådt dem i stykker på få minutter.
- Vi synes ikke, at man skal smide ting og mad ud her i zoo, så derfor er vi glade for samarbejdet, og så er det jo også lidt sjovt at se dyrene med de store græskar, fortæller Jacob Munkholm Hoeck fra København Zoo til TV 2 Lorry.
Han vil ikke afvise, at de udvider konceptet til næste år, så også andre borgere fra hovedstadsområdet kan aflevere deres kæmpegræskar i haven.
I videoen nedenfor kan du se, hvordan chimpanserne legede med maden for nogle dage siden.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version