Oplev ny Nordhavnstunnel på cykel eller rulleskøjter
Når den nye Nordhavnstunnel i København indvies, bliver der mulighed for at cykle eller løbe på rulleskøjter gennem den nye tunnel.
30.000 bilister forventes at benytte den nye Nordhavnsvej med dertilhørende tunnel, når den står færdig.
Men inden, der åbnes op for biltrafik, får cyklerne og dem på rulleskøjter lov at afprøve tunnelen først.
Den sidste weekend før jul indvies Københavns Kommunes største anlægsprojekt, Nordhavnsvej, som kommer til at aflaste trafikpresset på hele Østerbro.
Indvielsen af Nordhavnsvej forløber over to dage med forskellige events undervejs. Mandag den 18. december åbnes der op for biltrafik.
Trafikken under jorden
Nordhavnsvej er blevet bygget for at skabe forbindelse til Københavns nyeste bydel, Nordhavn. Den nye strækning skal mindske trængslen på ydre Østerbro, fordi den skaber en direkte forbindelse fra Helsingør Motorvejen til Strandvænget ved Svanemøllebugten.
Københavns Kommune besluttede i 2014 at fremtidssikre Nordhavnsvej ved at ændre vejforløbet og skabe forbindelse helt ud til Svanemøllehavnen, så vejen efterfølgende kan føres videre i en tunnel under vandet til den nye bydel i Nordhavn, som er under opførelse.
- Nordhavnsvej får kolossal betydning for alle trafikanter i området. Bilerne og den tunge containertrafik ført ned under jorden og hurtigere ud af byen, og samtidig får cyklisterne og den kollektive trafik meget bedre plads over jorden, når vi letter presset fra biltrafikken, lyder det fra teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) i en pressemeddelelse.
Indvielse på cykel og rulleskøjter
Næsten halvdelen af Nordhavnsvej løber i en 900 meter lang tunnel, som fører biltrafikken ned under jorden.
Men før bilerne får lov at indtage vejen, får alle andre chancen for at se tunnelen på to hjul.
Den officielle indvielse af Nordhavnsvej finder sted søndag den 17. december, hvor der vil være snoreklip, taler og et cykeloptog for hele familien.
Men allerede aftenen før bliver der varmet op med et juleræs for byens motionscyklister igennem tunnelens to rør.
I de sene aftentimer lørdag bliver det også muligt at opleve Nordhavnsvej på rulleskøjter, når der arrangeres en festlig rulleskøjtetur igennem tunnelen med dj, musik og lys.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version