Snart kan byggeriet af ny Sydhavnsmetro gå i gang
Byggeriet af en ny metrolinje til Sydhavn forventes påbegyndt til foråret. Projektdirektør lover fuld fokus på ordentlige arbejdsforhold.
Allerede inden arbejdet med den nye metrolinje Cityringen er færdig, går byggeriet af en ny metrolinje i København i gang.
Det første spadestik til den kommende metrostrækning til Sydhavnen venter nemlig lige om hjørnet.
Det sker efter, at Metroselskabet nu har udpeget vinderne af udbuddene til de store opgaver med at opføre fem nye stationer og lægge skinner på den 4,5 kilometer nye metrostrækning.
Sydhavnsmetroen bliver en forlængelse af den kommende metrolinje M4, som går fra Orientkaj i Nordhavn ind over det centrale København via Cityringen og ud til Sydhavn.
Skal snart i gang
Det forventes, at de fem nye stationer vil give 16 millioner rejser om året i 2035 og skabe et kollektivt knudepunkt ved Ny Ellebjerg med omstigning mellem bus, tog og metro.
Det er en række store udenlandske ingeniør- og entreprenørfirmaer fra henholdsvis Tyskland, Frankrig, Østrig og Portugal, der er blevet udpeget til at stå for anlæggelsen af de nye metrostationer samt spor, skinner og teknik.
- Vi skal snart i gang, for allerede her til foråret får de overdraget byggepladserne. Og så går de i gang, siger projektdirektør på Sydhavnsmetroen, Mikkel Kjær Jensen, til TV 2 Lorry.
Lover fokus på arbejdsforhold
I forbindelse med byggeriet af Cityringen, der forventes klar i 2019, har en række sager om kritisable arbejds- og lønforhold for byggeriets ansatte fyldt medierne gennem de senere år.
Ifølge Mikkel Kjær Jensen har man "fuld fokus" på at undgå, at lignende sager skulle gentage sig i forbindelse med byggeriet af Sydhavnsmetroen.
- Det betyder en del for os, at der er ordentlige arbejdsforhold. Udover hvad vi allerede har gjort ved Cityringen, som vi følger op på, så har vi skærpet kravene yderligere og indført muligheder for ekstra sanktioner over for entreprenørerne, hvis der kommer problemer, siger han til TV 2 Lorry.
Inden kontrakten bliver underskrevet, bliver entreprenørerne på det nye metrobyggeri til Sydhavnen inviteret ind til et møde med arbejdsmarkedets parter.
- Så 3F får mulighed for at orientere entreprenørerne om de regler, vi har her i Danmark, så vi er helt sikre på, at de er fuldt informeret om, hvad der er gældende her i Danmark.
Metroselskabet oplyser, at den samlede pris for Sydhavnsmetroen holder sig inden for den afsatte budgetramme på 9,1 mia. kroner. Det er inklusive 30 procents såkaldt korrektionsreserve til uforudsete udgifter.
Metroselskabets bestyrelse har på baggrund af den afsluttede udbudsproces orienteret selskabets tre ejere Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og staten om resultaterne af udbudsprocessen. Københavns Kommune og staten skal på baggrund af indstillingen godkende, at Metroselskabet kan indgå kontrakter for Sydhavn.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version