Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Analyse: Ny boligskat kommer kun hovedstaden til gavn

Regeringens forslag til en ny boligskat gavner ikke resten af Danmark, viser nye tal. Konservative kalder modellen ”rimelig”.

17. mar 2017, kl. 06:47 af · ·

Det er på Frederiksberg, i Gentofte, Lyngby-Taarbæk og andre steder i Region Hovedstaden, man får gavn af regeringens forslag til et nyt boligskattesystem. Det viser en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har foretaget, og som omtales i Berlingske fredag.

Fastfrysningen af grundskylden frem til 2021, en flad ejendomsværdiskat og et sænket rentefradrag er elementerne i regeringens udspil – som vil give en gevinst i 21 ud af landets 98 kommuner.

Alle de 21 er beliggende i hovedstadsområdet, mens boligejere i resten af landet taber.  Det skyldes, at gevinsten fra fastfrysningen af grundskylden er størst i hovedstadsområdet, hvor grundskylden er høj, og at det primært er omkring hovedstaden, der er en gevinst ved en flad ejendomsværdiskat for de allerdyreste boliger.  

Gentofte vinder mest

Det er klart, at de nye tiltag i regeringens plan samlet vil give den største gevinst til boligejere i kommuner som Gentofte og Lyngby-Taarbæk. I de største villaer langs Strandvejen og på Frederiksberg vil det virkelig blive noget, der batter, siger Curt Liliegren, der er direktør i Boligejernes Videnscenter, til Berlingske.

Allerbedst ser det ud for boligejerne i Gentofte, der med regeringens model vil få 4.760 kroner ekstra, mens boligejerne i Struer står til at tabe 2.000 kroner.

Konservative: Det er retfærdigt

Den konservative finansordfører, Rasmus Jarlov, siger til Berlingske, at fordelingen er helt rimelig, fordi den sikrer, at folk med ”helt almindelige indkomster også kan blive boende i hovedstadsområdet”.

- Det er retfærdigt, fordi skatterne i Danmark er høje nok i forvejen. Vi har nogle af verdens højeste boligskatter, og det er ikke rimeligt, at vi skal have ekstremt høje skatter på indkomster, og oven i det skal lade vores i forvejen meget høje boligskatter stige eksplosivt de kommende år, siger han.

 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version