22-årig mand død efter voldsom trafikulykke i København
En voldsom trafikulykke i krydset ved Åboulevarden og Jagtvej i København har kostet en ung mand livet.
En 22-årig mand har mistet livet i en trafikulykke i København.
Det oplyser Københavns Politi til TV 2 Lorry.
To biler var involveret i ulykken, der skete i krydset ved Åboulevarden og Jagtvej kort før klokken 4 natten til lørdag.
Klik her for at se flere billeder fra Local Eyes
- Den unge mand, der er afgået ved døden, var passager i den ene køretøj, siger vagtchef Carsten Reenberg til TV 2 Lorry.
Vagtchefen kan ikke oplyse, hvor mange personer der var involveret i ulykken, men Hovedstadens Beredskab oplyser, at beredskabet frigjorde tre i forbindelse med ulykken.
Det er endnu uvist, hvor alvorligt de øvrige er kommet til skade, ligesom politiet endnu ikke kan sige, hvad der var skyld i ulykken.
- Den ene bil kommer kørende fra Jagtvej mod Falkoner Allé, og den anden bil kører af Åboulevarden mod Ågade. De to biler rammer hinanden i krydset, siger vagtchefen og fortsætter:
- Vi undersøger alle forhold, der kan være skyld i ulykken. Lige nu kan jeg ikke sige mere.
Den 22-årige mand, der har mistet livet, var fra Frederiksberg. Den unge mands pårørende er underrettet.
Af hensyn til politi- og oprydningsarbejde blev området omkring krydset ved Åboulevarden og Jagtvej spærret for trafik.
- Vi var derude en times tid mellem klokken cirka 4 og 5, men jeg ved, at politiet blev der længere for at undersøge og rydde op, siger operationschef Tim Ole Simonsen fra Hovedstadens Beredskab lørdag morgen til TV 2 Lorry.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version