Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Se billederne: Danmarks dyreste hus er solgt

I Vedbæk har nøglerne til Danmarks dyreste hus netop skiftet hænder.

13. okt 2020, kl. 11:26 af · ·

En 825 kvadratmeter stor villa i Vedbæk er netop blevet solgt for et rekordbeløb.

Handlen løb op i 150 millioner kroner, hvilket er det dyreste hus, der nogensinde er blevet solgt i Danmark.

Det skriver boligvisningssiden Boliga.dk på baggrund af handlens tinglysning, der lige er gået igennem.

Huset blev bygget i 1920 og har hele 21 værelser og syv toiletter, fremgår det af informationer fra Bygnings- og Boligregistret.

Grunden ligger helt ud til vandet og er 10.404 kvadratmeter stor.

Det er liebhavermæglerfirmaet Ivan Eltoft Nielsen, der har stået for salget. Til Boliga siger han, at "ejendommen er solgt som et diskret salg via vores netværk".

Boligas opgørelse over de dyreste handler i Danmark inkluderer alle tinglyste bolighandler siden 1992.

Se billeder af huset her:

Slår den næstedyreste med 75 millioner

Det næstdyreste boligsalg nogensinde fandt sted i 2001, da palæet Bella Vista på Hambros Allé 32 i Hellerup blev solgt for 75 millioner.

I 2019 kunne TV 2 Lorry fortælle, at Danmarks dyreste lejlighed netop var blevet solgt på Tuborg Strandeng i Hellerup.

Her lukkede ejendomsmægleren en handel på 58,5 millioner for en lejlighed med havudsigt på 389 kvadratmeter med mellem otte til 11 værelser. 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version