Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Hver anden med brystkræft i Region H. behandles ikke til tiden

Region Hovedstaden har store problemer med at få registreret og behandlet sine kræftpatienter indefor de faste tidsfrister.

28. feb 2017, kl. 14:03 af · ·

Kræftens Bekæmpelse retter kritik mod Region Hovedstaden, efter nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser en meget bekymrende udvikling, som man ifølge organisationen bør få lagt en plan for at få ændret med det samme.

- Hver anden brystkræftpatient i Region Hovedstaden venter for længe på operation. Det samme gør hver fjerde lungekræftpatient. Det er ikke godt nok, når vi ved, hvor vigtigt det er for kræftpatienter at komme hurtigt i behandling, siger administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen.

Kun godt halvdelen af kvinder med brystkræft får deres operation til tiden i Region Hovedstaden. Når det gælder lungekræft, er det kun 75 pct. af patienterne, der bliver opereret til tiden. Det viser Sundhedsdatastyrelsens opgørelse over, hvor mange kræftpatienter der kom i behandling inden for de fastsatte tidsfrister i kræftpakkerne i fjerde kvartal 2016.

Tallene for registrerede kræftforløb har ikke ændret sig meget i de øvrige regioner, men i Region Hovedstaden er antallet faldet drastisk til kun 599 tilfælde i sidste kvartal af 2016. Det er under halvdelen af, hvad man registrerede i samme kvartal året inden det.

- Det er jo ikke, fordi der er langt færre kræftpatienter, men fordi regionen har problemer med at registrere dem. Det betyder, at vi faktisk slet ikke kan bedømme, hvordan det går mange af patienterne, og det er et stort problem, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Regionerne har en målsætning om, at 90 procent af kræftpatienter skal i behandling inden for de fastsatte tidsfrister i kræftpakkerne - i Region Hovedstaden var det samlet set kun 81 procent af alle 599 kræftpatienter, der kom i behandling til tiden.

- Region Hovedstaden bliver nødt til at lægge en plan, så kræftpatienterne kommer i behandling til tiden, og vi samtidig kan følge deres forløb, siger Leif Vestergaard Pedersen.

 

 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version