Vikingebygning i flammer - historiske kostumer gået op i røg
Der er udbrudt brand i en af bygningerne tilhørende vikingespillet ved Vikingebopladsen i Frederikssund.
Nordsjællands Politi og Fredriksborg Brand & Redning arbejder torsdag aften med at slukke en brand ved vikingespillet i Frederikssund, hvor der er gået ild i en af bygningerne.
Det oplyser Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.
- Der er stadig ild derude, og brandvæsenet arbejder fortsat på stedet. Der er dog ingen risiko for, at den breder sig til de andre vikingehuse, siger vagtchef Jakob Tofte.
Politiet fik anmeldelsen klokken 20.10.
Ifølge TV 2 skulle der være tale om bygningen Vikingehuset Gimle, der fungerer som et slags lager for det årlige vikingespil, der opføres på stedet.
Artiklen fortsætter efter billedet.
- Det hele er væk
Bygningen skulle således blandt andet rumme rekvisitter og udstyr, skriver sn.dk.
- Det hele er væk, har jeg fået at vide. Det er historiske kostumer fra årtiers vikingespil. Jeg får nok ikke sovet meget i nat, siger Camilla Dupont, formand for Frederikssund Vikingespil, til sn.dk.
Torben Kelm, daglig leder i Frederikssund Vikingebyplads, fortæller til TV 2, at bygningen er af træ og opført i midten af 1990'erne.
På Facebook begræder arrangørerne af det årlige vikingespil hændelsen.
- Lige nu græder alle Frederikssunds vikinger og vi vender tilbage med mere information om situationen i morgen. Indtil da skal vi holde os væk af hensyn til både politiets arbejde og Corona, skriver Frederikssund Vikingespil, der i år efter planen skal afholdes mellem den 19. juni og den 12. juli.
Vikingebopladsen, der ligger i nærheden af friluftsscenen, hvor vikingespillet opføres, skal simulere en by fra vikingetiden og er et slags formidlingscenter for vikingetidens teknologi.
Den består ifølge VisitFrederikssund af fem grubehuse, et langhus, plankevej og anløbsbro.
Vikingebopladsen fungerer som et åbent friluftsmuseum, og der er altid fri adgang til området.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version