Cykelhandler advarer: Tjek om jeres hjul sidder fast
Ejeren af en cykelhandler på Vesterbro kommer nu med en opfordring om at stoppe de grove drengestreger.
Tirsdag var der 5-6 kunder hos A-H Cykler på Istedgade på Vesterbro i København, der enten manglede møtrikker eller havde løse hjul.
Det får nu indehaver Allan Hamurkesen til at råbe vagt i gevær.
I et opslag på Facebook, der er delt knap 500 gange siden tirsdag, advarer han alle mod de grove drengestreger.
Det gik galt for Simon
Tilbage i maj fortalte TV 2 Lorry om Simon Langkjær, der ramte hovedet i asfalten, da hans forhjul pludselig flyver af cyklen. Årsagen var – ifølge Simon Langkjær – at møtrikkerne var fjernet.
- Til alle jer som skal ud på jeres cykler tjek evt om jeres hjul sidder fast.
I må godt dele denne her med alle dem i kender så hele cykel Danmark ikke kommer til skade, skriver han i opslaget.
- Kan være pissefarligt for dem selv
Han håber ikke, at der sidder nogle 'efterlignere' derude, som bliver ansporet til at lave mere hærværk, fordi de ser hans opslag.
- Der sidder måske nogle imellem, som tænker det kunne være sjovt, men jeg håber ikke, de gør det. Det kan være pissefarligt ikke bare for dem selv, men også for andre, siger Allan Harmurkesen til TV 2 Lorry.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version