Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Forældre undrer sig: Børn med syg far eller mor må komme i skole

Børn eller ægtefæller til personer i risikogruppen må godt komme i skole eller daginstitution efter påske.

08. apr 2020, kl. 09:00 af · ·

Når landets vuggestuer, børnehaver og skoler for 0.-5.-klasser åbner efter påske, er der lagt op til, at børn, lærere og pædagoger, der bor sammen med personer i risikogruppen for coronavirus, godt må møde i skole.

Det vækker undren fra flere sider. På Facebook er der lavet en gruppe - Mit barn skal ikke være forsøgskanin for Covid-19 - der har nået omkring 30.000 medlemmer.

Her er mange forældre skeptiske ved at sende deres børn tilbage i skole eller daginstitution. Det gælder også forældre, der selv vurderer at være i risikogruppen.

Sundhedsstyrelsen offentliggjorde tirsdag aften retningslinjerne for at genåbne skoler og daginstitutioner, og her lyder det, at man godt kan møde op, hvis en person i husstanden er smittet med coronavirus.

Det samme gælder, hvis man bor med en person i risikogruppen, som er særligt sårbar over for virusset.

Risikogruppen er dels ældre over 65 år - dog især over 80 år. Desuden er det personer med kroniske sygdomme som hjerte-kar-sygdomme, lungesygdomme, leversygdomme og blodsygdomme.

Risikogruppen er også personer med et nedsat immunforsvar som følge af blodsygdomme, organtransplantation og kræftpatienter, der modtager kemoterapi, eller er hiv-smittede.

Det gælder derudover gravide og kvinder, der har født inden for to uger.

SF er meget kritisk

Hos SF er undervisningsordfører Jacob Mark meget kritisk over for Sundhedsstyrelsens vejledning, som han mener, skal laves om.

- Hvis en person er særligt udsat og i risikogruppen, så anbefales det, at man ikke besøger vedkommende og giver han/hende hverken hånden eller et kram.

- Men til gengæld skal en pædagog eller lærer nu tage på arbejde, være tæt sammen med børn hele dagen og så tage hjem igen.

- Selv hvis ægtefællen eller en af børnene i hjemmet er alvorligt udsat eller i risikogruppen. Det giver da ingen mening, skriver Jacob Mark på Facebook.

Ritzau har siden tirsdag aften forgæves forsøgt at få Sundhedsstyrelsen til at svare på, hvorfor børn eller ansatte, der bor sammen med en smittet eller en i risikogruppen, godt må møde op i skole eller daginstitution.

/ritzau/

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version