Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Københavns turisme har tabt 8,6 milliarder på tre måneder, anslår organisation

Krisen i hovedstadens turisme er af historiske dimensioner, mener turismeorganisationen Wonderful Copenhagen, der anslår, at branchen på tre måneder har tabt omsætning for 8,6 milliarder kroner.

13. aug 2020, kl. 22:13 af · ·

Det er ikke mange udenlandske turister, der har valgt at holde sommerferie i København i år, hvor coronakrisen har sendt adskillige brancher til tælling.

Især rejse- og turismebranchen lider, og nu har organisationen Wonderful Copenhagen sat et tal på, hvor hårdt krisen har ramt turismen i København.

8,6 milliarder kroner.

Så mange penge går turismebranchen i hovedstaden ifølge organisationen glip af i tabt omsætning på sommersæsonens tre måneder.

Den svimlende sum er baseret på overnatningstal for juni, solgte hotelværelser i juli og bookingtallene for august.

Mikkel Aarø-Hansen, der er administrerende direktør i Wonderful Copenhagen, kalder tallet for ”en katastrofe for erhvervets mange virksomheder”.

- Krisen i hovedstadens turisme er af historiske dimensioner, langt større end finanskrisen, og den er langt fra ovre endnu. Krisen vil trække spor flere år frem i tiden, så der ligger et kæmpe genopretningsarbejde foran os, udtaler han i en pressemeddelelse.

Ifølge Wonderful Copenhagen, så viser tallene, at krisen i turismebranchen især rammer København og Frederiksberg hårdere end andre områder i Danmark. Det skyldes, at langt størstedelen af de turismekroner, der spyttes i hovedstadens kasse, kommer fra internationale besøgende.

Alt imens er andre dele af landet – især uden for hovedstadsområdet – blevet holdt oppe af et stort antal indenrigsturister.

- Den fremadrettede indsats bør derfor planlægges ud fra den viden, vi har nu, og der er i den grad særlig brug for en ekstra håndsrækning til og et målrettet samarbejde omkring genopretning af hovedstadens turisme, siger Mikkel Aarø-Hansen.

Organisationen har regnet sig frem til, at der i juni måned blev booket omkring 152.000 overnatninger i hovedstaden mod 926.000 i samme måned sidste år. Det svarer til en nedgang på 84 procent.

Sidste år stod turismen i hovedstadsregionen for en omsætning på 53 milliarder kroner ifølge Wonderful Copenhagen og skabte job til over 63.000 borgere. Alene i København by skabte turismen en omsætning på cirka 38 milliarder kroner og cirka 42.000 job.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version