Brostensdrama: Ejerforening sætter chikaner op på cykelsti
Nye stibomme - opsat af grundejerne ved havnepromenaden i København - har pustet nyt liv i en i forvejen ophedet debat
En ejerforening har taget sagen i ejen hånd for at få cyklister til at sætte farten ned uden for deres vinduer.
Ejerforeningen på Galionsvej har nemlig uden at spørge om lov sat sorte stibomme eller cykelchikaner op på stierne foran deres huse, der ligger tæt ved Operaen i Indre By i København.
Det tiltag sætter fornyet gang i debatten om, hvad en privat ejerforening må på et sted i byen, hvor der ifølge Lokalplanen skal være adgang for alle:
- Det er dybt problematisk, at man via selvtægt opsætter chikaner. Man kan hurtigt forestille sig, hvordan det ville se ud, hvis man gjorde det andre steder i byen. Hvis man på Vestebrogade opsatte klodser, fordi man syntes, der kørte for mange biler eller cykler, siger Niels E. Bjerrum, medlem af Borgerrepæsentationen, Soc.dem. København.
Forvaltning vil fjerne chikaner
- Det er selvfølgelig noget, der skal foregå gennem de demokratiske organer, vi har, og ske på rådhuset. Man kan ikke på egen hånd tilrane sig at bestemme, hvordan vores fælles by og havneareal bliver brugt, siger han.
Ifølge et svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen i København til Niels E. Bjerrum - så er forvaltningen af den opfattelse, at de opsatte afspærringer er i strid med lokalplanen.
Derfor vil forvaltningen iværksætte en såkaldt lovliggørelsessag for at få afspærringerne fjernet.
Gammel debat blusser op
For et år siden valgte den private ejerforening på Galionsvej at hæve brostenene på kajen foran deres boliger.
Det gjorde de for at hindre cyklister i at suse forbi. Men brostenene viste sig ifølge boligejerforeningen at være til gene for barnevogne, gående og løbende.
Derfor har man lagt nogle af dem ned igen - og i stedet opsat sorte stibomme eller cykelchikaner, som de også kaldes.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version