Gyldendal - 250 års balancegang mellem stolthed og skam, profit og prestige
Forlaget i Klareboderne, Gyldendal, har skabt sig et ry som branchens kongehus og kulturinstitution, hævet over gement, kapitalistisk købmandskab
Der er to ord, der dukker op i hjernen hos omkring 98% af os, når vi bliver bedt om et hurtigt svar. Nævn en farve! Nævn et værktøj! Kom!
De fleste af os vil instinktivt svare 'rød'og 'hammer'. Bliver vi spurgt om hurtigt at nævne et forlag, vil vi højst sandsynligt svare: Gyldendal.
Gyldendal er ikke alene landets ældste forlag, grundlagt af Søren Gyldendal i 1770 og med hovedsæde næsten lige så længe i den statelige ejendom Klareboderne 3 i Københavns Indre By. Forlaget regnes også for at være kongerigets fineste.
- Det er anderledes end andre forlag, fordi det er ældre og vi betragter det som en kulturinstitution og ikke som et privatkapitalistisk aktieselskab, fortæller journalist og forfatter Pernille Stensgaard i en samtale med Louisiana LIVE på Lorry
Hun har netop skrevet den anmelderroste jubilæumsbog 'Selveste Gyldendal', der handler om forlagets 250 år lange og farverige historie. Titlen kommer af den reaktion, Pernille Stensgaard mødte, da hun fortalte venner og bekendte om opgaven. "Wow!", sagde de samstemmende: "Selveste Gyldendal!"
- Det var som om jeg skulle skrive noget om kongehuset, det kongelige teater eller noget andet stort. De blev simpelthen bevæget på mine vegne, smiler Pernille Stensgaard.
En flig af evigheden
Ærefrygten hænger givetvis sammen med, at Gyldendal traditionelt været forfatternes førstevalg. Dels har det i 250 år været et sikkert valg, mens andre forlag er kommet og gået og har efterladt forfatternes værker uden anker. Dels har forlaget ry for at behandle sine forfattere godt, og endelig er der muligheden for at mærke en flig af evigheden.
- Gyldendal er forlaget, hvor alle de gamle, fine forfatternavne er kommet gennem århundrederne. Hvis du også udkommer der, bliver du kædet sammen med dem og det bedste i dansk litteratur, fortæller Pernille Stensgaard.
Fordelen ved at være førstevalgsforlag er, at Gyldendal har meget mere materiale at arbejde med, end forlaget har brug for, både uopfordrede manuskripter og dem, forlaget selv beder om.
- Så skal du som forlag sortere i det efter en eller anden linje. Gyldendals profil har fra starten været kvalitet, som er svært at definere, men man kan konstatere, at når man ser ned i litteraturhistorien, har de ofte har ramt rigtigt. De har været gode til at læse, hvad der rammer noget i mennesker, også over tid, siger Pernille Stensgaard.
Købmanden og kunstelskeren
Derudover har det gjort en forskel, at Gyldenal ikke hele tiden har skullet tænke i penge. I 1952 køber Knud W. Jensen aktiemajoriteten i Gyldendal. Det er ham, der i 1958 også skaber det banebrydende kunstmuseum Louisiana, der for første gang forener kunst og købmandskab. I dag ejer Louisiana Gyldendal gennem en fond.
Knud W. Jensen arver et stort ostefirma efter sin far, gør det større efter krigen med Marshall-hjælp og sælger det på det godt tidspunkt til amerikanske Craft Foods.
- Så stod den her kunst- og litteraturinteresserede, meget dannede mand og havde så mange penge og en masse forfattervenner og kunstnervenner og var meget driftig og dygtig til at se, hvad folk ville have. Han var jo købmand, fortæller Pernille Stensgaard.
Knud W. Jensen indsætter nogle af sine dygtige venner i direktionen og siger til Gyldendal: "I skal ikke tænke på pengene, I skal tænke på, om det er godt."
- Det er hele tiden den her balance mellem: Hvad kan sælges og hvad er godt? Det er ikke altid det samme, men her har de fået lov til bare at udgive det, de syntes var godt, uden at tænke alt alt for meget på, hvad de ville tjene, fortæller Pernille Stensgaard.
Bogen er vippet af piedestalen
Efter at Knud W. Jensen overtager Gyldendal i 1952, går det stabilt opad for forlaget. Flere bliver uddannet, og læselysten stiger, fordi folk får mere fritid.
- De kørte med på en bølge, som de var sindssygt dygtige til at ydnytte i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Så sker der desværre det i 80’erne, 90’erne og videre frem, at der kommer konkurrence fra andre ting, så bogen ikke længere står øverst på piedestalen over, hvad man kan foretage sig. Vi kender det fra vores egne liv. Der er en guldgrube af ting, vi kan gøre, i stedet for at sidde og læse, siger Pernille Stensgaard.
I dag er konkurrencen så åbenlys, at det er i orden at sige, at man også skal tjene penge, men tidligere kunne Gyldendal godt forsøge at skjule det.
- Så sent som i 1990'erne blev den velsælgende, skotske thrillerforfatter Alistair Maclean sendt ud uden en pressemeddelse, for han skulle ikke forbindes for meget med Gyldendals navn. Og så er der de her datterselskaber til datterselskaber, der udgiver 'Fifty Shades of Grey', som kan have alle mulige kvaliteter, men litteratur er det ikke. Der giver man armslængde plus armslængde, så relationen til sidst nærmest er strakt ud som en kløpind. Der er hele tiden den der balancegang mellem stolthed og skam, profit og kvalitet, fortæller Pernille Stensgaard.
Bøger læser ikke sig selv
Hun er optimistisk på Gyldendals vegne.
- Når du har drevet forlag i 250 år, så ved du måske, hvordan du finder balancen mellem det, der giver penge og det, der koster penge, siger Pernille Stensgaard.
Men det hele står og falder med, om vi fortsat efterspørger bogen som sådan.
- Jeg tror aldrig, det har været nemmere for en forfatter at blive udgivet, end det er i dag. Der er flere forlag, end der nogen sinde har været, og der er en profil til nærmest hver og en af os, og det er godt. Det er mere selve læsningen, der bekymrer mig. Samlet set må forlagsbranchen få læsningen op at stå på en eller anden måde, mener Pernille Stensgaard.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version