Russisk førsteelsker imponerer: Isbjørnene ligger i ske
Hvis alt går godt, er der små, plyssede unger i Den Arktiske Ring til december.
I efteråret 2016 måtte København Zoo erkende, at den var gal hos isbjørnene.
Hunisbjørnen Noel svømmede og gik rundt i cirkler, fordi hun var utilfreds med sin partner, Ivan.
I januar blev han derfor givet væk, og haven kunne i den forbindelse glædeligt annoncere, at de havde fundet en ny mand til anlægget - fra Rusland.
Lider ikke af præstationsangst
Der var allerede før ankomsten høje forventninger til den nye isbjørnehan, der har lavet tre unger i Rusland, og noget tider på, at han ikke lider af præstationsangst.
Det er i hvert fald blevet en anelse varmere i is-havet på Frederiksberg efter ankomsten for nu snart fire måneder siden, for de to bjørne er rigtig glade for hinanden, lyder det fra dyrepasser Mette Krøll til TV 2 Lorry:
- De ligger i ske sammen. Hannen ligger bagved med poterne over Noel. De finder gerne et sted, hvor der er en klippe på den ene side, så ligger de klods op ad hinanden og har det super, super skønt.
Håber på graviditet
Tidspunktet for foreningen af de to bjørne er ikke helt tilfældig. Noel kom nemlig i brunst ikke lang tid efter den russiske førsteelsker, Nord, blev præsenteret.
Hvorvidt hun venter unger er dog uvist - selvom bjørnene eftersigende har gjort et ihærdigt forsøg - for en hunisbjørn kan svinge 100 kilo i vægt, og det gør det svært at se, hvorvidt hun har noget i maven.
- Det ville være kæmpestort. Vi har ikke haft unger her før med hende. Og hun ville være en god mor. Og det ville være så sjovt at opleve isbjørneunger. Så det ville være kanon, siger dyrepasser Mette Krøll til TV 2 Lorry.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version