Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Syv af landets ti mest trafikerede veje ligger i hovedstadsområdet

Syv ud af ti af landets mest trafikerede strækninger ligger i Lorrys område. Men langt de fleste penge til vejprojekter går til Jylland.

15. aug 2018, kl. 08:40 af · ·

Er det rimeligt, at Region Midtjylland siden 2009 har fået tre gange så mange penge til vejprojekter som Region Hovedstaden?

Nej, mener en gruppe nordsjællandske politikere der tæller både folketingsmedlemmer og borgmestre.

De er gået sammen i en såkaldt "trafikmafia" - en tværpolitisk alliance, der skal forsøge at få nogle af de eftertragtede penge til vejprojekter til Nordsjælland.

Et af hovedstadspolitikernes argumenter er, at belastningen er langt større på deres veje end på de jyske motorveje. Netværket kræver blandt andet, at Folketinget hurtigst mulig får bygget motorvejene til Frederikssund og Hillerød færdigt.

For mens de stadig venter, har de i de senere år kunnet se nye motorvejsstrækninger blive færddiggjort mellem eksempelvis Herning og Holstebro, Herning og Aarhus samt Herning og Vejle.

- Nu er det jo sådan, at der kører langt over 22.000 mennesker på Frederikssundmotorvejen, og så vidt jeg har læst, er det et sted mellem 5000 og 6000 mennesker, der kører på strækningen mellem Holstebro og Herning, siger John Schmidt Andersen, Venstre-borgmester i Frederikssund Kommune.

Mest trafikerede veje er sjællandske

En oversigt over de 10 mest trafikerede strækninger viser, at syv af strækningerne ligger i Region Hovedstaden eller Sjælland.

Mest voldsom er presset på Køge Bugt Motorvejen, hvor der på den travleste strækning i gennemsnit kører over 133.000 biler hver dag året rundt.

Den socialdemokratiske borgmester i Holstebro, H.C. Østerby anerkender, at der er flere biler på vejene i Nordsjælland. Men spørgsmålet om infrastruktur og behovet for motorveje i det jyske handler ikke kun om antal biler, fastslår han.

- Det handler også om at skabe rum for erhvervsudvikling, bosætning og god adgang til sygehusvæsenet i hele landet, siger borgmesteren.

Mest trafik og størst belastning

Ser man på Vejdirektoratets oversigtskort over belastningsgraden på de danske veje i 2017, er det også tydeligt, at belastningen er langt større nord for københavn end på de nye jyske motorveje.

Belastningsgraden beregnes som trafikmængden divideret med strækningens kapacitet, og den betegner derved udnyttelsen af vejens kapacitet.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version