Ung gadebande tilbageholdt: Begik overfald og røverier
13 meget unge mennesker er onsdag formiddag blevet tilbageholdt af Københavns Politi i en sag om voldelige overfald og gaderøverier i København.
Indre By i København har den seneste tid været plaget af voldsomme gaderøverier og en række voldelige overfald.
Nu har Københavns Politi tilbageholdt hele 13 personer, som menes at stå bag de mange sager.
Det skriver de i en pressemeddelelse onsdag.
De mistænktes alder går helt ned til 12 år, og ifølge politiet er hele 10 ud af 13 anholdte under 15 år. Kun én af de anholdte er 18 år.
En 15-årig er fremstillet i dommervagten i går og blev varetægtsfængslet i to uger, mens den 18-årige allerede er varetægtsfængslet i en anden sag.
De unge mennesker blev afhentet i deres hjem eller i deres skoler onsdag for at blive afhørt til sagerne.
Medlemmerne af gadebanden kommer fra København, Hvidovre og Gentofte.
- Mange af dem kommer oprindelig fra samme område, og de har tilsyneladende gennem en længere periode mødtes og turet rundt i byen, siger politikommissær Bjarke Dalsgaard Madsen.
Røverier begået mod andre unge
De 13 unge har ifølge politiet begået voldelige røverier og overfald fra august måned og frem til nu. Her har de i større grupper udsat andre unge for vold og trusler og på den måde frarøvet ofrene for deres værdier.
Ved overfaldene og røverierne har de unge brugt både knive, pebersprays, slag og spark mod ofrene.
I et tilfælde er et offer også blevet brændt i ansigtet med en cigaret.
Politiet har efterforsket sagen gennem blandt andet 13 afhøringer, som er blevet belyst så meget, at der kunne være rejst sigtelse i sagerne, hvis de mistænkte var fyldt 15 år.
Samarbejde med kommuner er vigtigt fremadrettet
Flere fra den unge gruppering har tilstået røverierne, mens andre har valgt ikke at udtale sig til sagerne eller har nægtet deres deltagelse.
- Københavns Politi har tidligere registreret en markant nedgang i antallet af røverier efter lignende indsatser mod andre grupperinger af meget unge røvere, hvor indsatsen er blevet fulgt op af kriminalpræventive tiltag og en kommunalt forankret indsats. Det er nu vores håb, at en lignende effekt vil være at spore, udtaler politikommissær Bjarke Dalsgaard Madsen i pressemeddelelsen.
Indsatsen blev gennemført under medvirken af socialrepræsentanter fra de mistænktes tre bopælskommuner, oplyser politiet.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version