Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Rotter dræbt med riffel og svovlbomber i Kongens Have

Succes: Rottefængere har med natlige togter og utraditionelle metoder nedlagt 600 af de rotter, der i sommer oversvømmede den gamle renæssancehave.

14. jan 2018, kl. 14:37 af · ·

Kongens Have ligner ikke længere sig selv. I efteråret fjernede man mange af de gamle buske og bede. Rotterne var flyttet ind i haven i stort tal og havde lavet rottereder på jordoverfladen ved buskadser og legeplads. 

- Det viste sig at være et kæmpe problem. Omfanget var meget større, end vi havde troet. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, fortæller slotsgartner Lars Friis.

Rotter skudt og gasset

Almindelige fælder og gift fik ikke rotterne til at forsvinde. Derfor tog rottefængerne andre skrappe midler i brug. Bevæbnet med salonriffel, svovlbomber og hunde har bl.a. Claus Carlsen fra JK Kloakservice siden patruljeret i Kongens Have sent om aftenen flere gange om ugen.

- Vi har en salonriffel, som vi skyder dem med derinde. Jeg synes personligt, det er den mest humane måde at aflive dem på, for det går rimelig hurtigt.

Og hvis de lynhurtige rotter når at forsvinde ned i et hul, så har Claus Carlsen og kollegaerne andre metoder.

- Så putter vi svovlbomber ned i rottegangen. Det dør de af i løbet af bare et par minutter.

Sejlivet kamp mod rotter

Ifølge Claus Carlsen har den intense indsats betydet, at antallet af rotter i haven nu er nede på et acceptabelt niveau.

Helt at udrydde dem tror han ikke, kan lade sig gøre. Og der er én særlig hårdfør rotte, som Claus Carlsen endnu ikke har fået ramt på. En kæmperotte kendt af alle, der arbejder i haven. En halv meter lang fra snude til hale.

- Vi har prøvet med alverdens ting at aflive ham, men vi har ikke kunnet få ham aflivet endnu, fortæller Claus Carlsen om den sejlivede rotte, som han og kollegerne har døbt Landemærket, fordi den holder til nær gaden af samme navn.

Picnicgæster skaber rotteinvation

Kongens Have i centrum af København tiltrækker 3,5 mio. gæster om året. Mange spiser deres medbragte mad og efterlader madrester, der for et halvt år siden skabte en sand rotteinvasion. For en rotte kan overleve på bare en smule tomatsovs fra en pizzabakke, fortæller slotsgartner Lars Friis:

- Det er simpelthen på grund af madgriseriet herinde. Hvis folk var bedre til at rydde op og vise mere hensyn i stedet for bare at smide madrester, så ville man slet ikke have det her problem herinde.

I løbet af de næste 2-3 uger bliver alle skraldespandene i Kongens Have skiftet ud til en rottesikker model. En skraldespand, hvor rotterne ikke kan komme ind til madresterne hverken nedefra eller oppefra. Håbet er at det og rottefængernes fortsatte jagt, kan holde antallet af rotter i Kongens Have nede.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version