Formodet gerningsmand død: Politiklagemyndighed mangler overblik
Den Uafhængige Politiklagemyndighed er nu i gang med at granske skudveksling mellem mand og politi.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) er stadig i gang med at klarlægge, hvad der helt præcist skete, da nu afdøde Mesa Hodzic efter en skudveksling blev anholdt i Tårnby torsdag.
Det oplyser Kirsten Dyrman, direktør i DUP.
- Vi har ikke noget overblik endnu. Vi kan ikke sige, hvor mange skud der blev affyret, eller hvor manden blev ramt, siger hun.
Klokken 6.45 torsdag skød PET's Aktionsstyrke den 25-årige. Han blev senere torsdag in absentia sigtet for tre drabsforsøg.
To betjente og en civil blev nemlig såret i forbindelse med en politiaktion ved Christiania onsdag aften.
Natten til fredag blev den 25-årige mand erklæret død.
- Vi har afhørt en række polititjenestemænd og nogle vidner. Men der er stadig en række personer, vi skal have talt med, siger Kirsten Dyrman, uden at ville specificere hvem personerne er.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version