Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Peter Madsen nægter sig skyldig i skænding af lig

Sigtelsen mod Peter Madsen er nu ændret - men han bedyrer stadig, at han er uskyldig.

25. aug 2017, kl. 09:07 af · ·

Den drabssigtede raketbygger Peter Madsen nægter sig skyldig i ny sigtelse for usømmelig omgang med lig, oplyser Københavns Politi.

Torsdag har Peter Madsen været til en ny afhøring, hvor sigtelsen mod ham blev udvidet, så han foruden sigtelsen om drab også sigtes for usømmelig omgang med lig. 

Men også denne sigtelse erklærer Peter Madsen sig altså uskyldig i. 

Sigtelsen kommer efter, at Kim Walls torso blev fundet i vandet ud for Vestamagers kyst. Den svenske journalists arme, ben og hoved manglede.

Politiet ønsker af hensyn til efterforskningen i sagen og de lukkede døre under grundlovsforhøret ikke at give yderligere oplysninger fra torsdagens afhøring, oplyser politiet i en pressemeddelse.

Her takker politiet også offentligheden for de i alt 656 henvendelser, der er kommet i sagen. 

Sigtelse for uagtsomt drab

- Dette vil vi gerne takke for. Samtidig skal vi beklage, at vi endnu ikke har nået at vende tilbage til alle, der har kontaktet os. Vi har indledningsvis delt henvendelserne op i emneområdet, og prioriterer vores afhøringer, således at vi løbende er dækket ind i alle emneområderne. Vi er i gang, og skal nok kontakte de vidner, der endnu ikke har hørt fra os, siger drabschef Jens Møller i pressemeddelelsen.

Peter Madsen er sigtet for at have dræbt Kim Wall, og han er fængslet i sagen. Fængslingen er alene begrundet i en mistanke om, at Peter Madsen uagtsomt skulle have forvoldt journalistens død. Han er foreløbig fænglset frem til 5. september, men det er forventningen, at fængslingen begæres forlænget på baggrund af nye beviser i sagen. 

Københavns Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen i øjeblikket.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version