Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Kommune vil udvide populær landsby

Landsbyen Torup er med i opløbet om at blive årets landsby. Byen er kendt for sin økolandsby, og nu vil kommunen udvide byen.

23. aug 2016, kl. 17:52 af · ·

Det går godt for den lille by Torup i Nordsjælland. Landsbyen med lidt over 300 beboere er i finalen om at blive kåret som årets landsby, og byens økosamfund, Dyssekilde, er allerede en stor attraktion. 

Det er Halsnæs Kommune godt klar over, så derfor vil kommunen nu udvide Torup med endnu en økolandsby for ressourcestærke borgere. Kommunen ser en stor brandingværdi i den lille alternative økolandsby, som nu skal vokse sig større og blive et endnu mere populært turistattraktiv.

- Det, vi har overvejet at gøre, er, at udvide landsbyen med landstykket bag ved Dyssekilde Station fra landzone til byzone, siger borgmester i Halsnæs Kommune, Steen Hasselriis (V)

Men den plan er beboerne i Torup ikke særligt begejstrede for.  De frygter, at byen mister alt det, der har gjort den så populær, hvis den udvides for meget på en gang.

- Vi er ikke sikre på, at dobbelt så stor er dobbelt så godt. Vi er helt med på, at folk gerne vil bo i Torup, hvilket vi sagtens kan forstå, men vi stiller spørgsmålstegn ved processen i kommunens ønske om at udvide. Vi har som sådan ikke noget i mod, at Torup bliver større, men det skal ske gradvist og diskuteres blandt borgerne først, siger Peter Plant, der er formand for Lokalrådet i Torup, Torup Ting.

Han bakkes op af byens øvrige borgere, som også frygter for kommenens planer om udvidelse:

- Folk må gerne komme hertil, men det skal gå langsomt. Der skal ikke bygges 50 huse på én gang, for så bliver det for kedeligt og ens her. Det har taget 25 år at bygge alle husene i byen, og den langsomme proces har gjort byen så hyggelig, som den er. Hvis det går for hurtigt bliver vi bare en forstad til København som alle andre byer, siger Birgitta Steen.

- Byen er stor nok, som den er. Jeg synes det er dødssygt, hvis vi skal være en forstad til København, og jeg synes Nordsjælland bliver mere og mere udbygget, og det synes jeg er en meget kedelig tendens, siger Dorrit Brøndum.

Men borgmester Steen Hasselriis forsikrer om, at man ikke vil ødelægge den nuværende charme, som har gjort landsbyen så populær, som den er. 

- Vi skal måske udvide med en tredjedel af det, som økolandsbyen dækker over i dag. Der er ingen grund til panik. Der kommer ingen højhuse eller lignende - det skal alt sammen ske på de præmisser, der er i det her område, for vi er ikke sat i verden for at ødelægge området styrke. 

Her kan du se et indslag om Torups nominering til "Årets Landsby": 

 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version