Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Endnu en kommune i opråb mod forlængelse af motorvej: Frygter mere støj

En massiv indsats for støjdæmpning er en forudsætning for, at Hillerødmotorvejen kan forlænges, mener Furesø Kommune, der er skeptisk over for motorvejsudvidelse.

05. dec 2018, kl. 05:22 af · ·

Mens de i kommunerne nord for Hillerød jubler over udsigten til en forlængelse af den nuværende motorvej, så er kommunerne længere sydpå mere skeptiske over for en udvidelse.

Den allerede eksisterende motorvej går tværs gennem Furesø Kommune. 

Her har et enigt byråd netop indsendt et høringssvar til Vejdirektoratet, hvori de udtrykker bekymring over for de konsekvenser, en forlængelse af Hillerødmotorvejen vil få for kommunen.

Blandt andet peger Furesø Kommune på potentielle gener som støj og trængsel. Ifølge kommunen vil en udvidelse af motorvejen betyde 16.400 flere biler gennem Furesø dagligt.

Det vil føre til massiv støjforurening for kommunens borgere, frygter de.

- Hillerødmotorvejen giver allerede i dag alt for store støjgener i vores beboelsesområder og værdifulde naturområder her i Furesø. Derfor må vi forudsætte, at der med en forlængelse også sættes midler af til at bekæmpe trafikstøjen gennem Furesø, siger Furesøs borgmester, Ole Bondo Christensen fra Socialdemokratiet.

- En miljøvurdering af vejprojektet skal selvfølgelig også se på mulighederne for at opsætte støjværn og overdække nogle af de mest sårbare stræk, som motorvejen går igennem, siger han.

Vil lægge ekstra pres på bus, tog og cykelsti

Den seneste kortlægning af støjbelastning viser, at 18,5 procent af Furesø Kommunes borgere lever i områder, hvor de er plaget af støj over 58 decibel. Langt hovedparten skyldes støj fra Hillerødmotorvejen.

Derudover peger borgmesteren på øget trængsel på motorvejen ved en eventuel forlængelse. Et underbelyst enme, mener han.

- Mange flere biler vil køre gennem Furesø for at nå til motorvejen. Det skal vi have belyst, og vi skal tænke brugbare alternativer som S-busser og S-tog samt en supercykelsti ind i projektet allerede nu, siger borgmester Ole Bondo Christensen.

Forlæng S-banen fra Farum

I kommunens høringssvar kan man læse, at Furesø efterlyser en undersøgelse af mulighederne for at forlænge S-banen fra Farum, så det kan lette trafikken fra en kommende motorvejsudvidelse.

Desuden ser kommunen gerne, at Farum Station flyttes ud af bykernen, og at man indfører park and ride-anlæg ved motorvejstilkørslerne og indsætter motorvejsbusser som midler til at minimere den ventede trafikstigning.

Derudover rummer høringssvaret en opfordring til at etablere en cykelsti langs med motorvejen.

I september måned blev VVM-redegørelsen for en mulig forlængelse af Hillerødmotorvejen offentliggjort af Vejdirektoratet.

Denne fastslog, at en forlængelse af Hillerødmotorvejen vil være "samfundsmæssigt yderst rentabel".

Undersøgelsen viser, at en firesporet motorvejsforlængelse fra Allerød til Hillerød vil beløbe sig til 980 millioner kroner.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version