Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Sporarbejde medfører togbusser på populær s-togsstrækning

I påsken begynder Banedanmark arbejdet med at renovere sporene mellem Frederikssund og Valby. DSB indsætter togbusser i perioden.

16. mar 2018, kl. 06:00 af · ·

Om aftenen onsdag den 28. marts begynder et større renoveringsarbejde på en af hovedstadsområdet meget populære toglinjer.

Mellem Frederikssund og Valby skal S-banen opgraderes, og det kommer nødvendigvis til at medføre forlænget rejsetid på strækningen.

I perioder vil der nemlig køre togbusser i stedet for tog, og det vil i gennemsnit forlænge rejsetiden med 25-30 minutter.

I samarbejde med Region Hovedstaden har DSB og Movia tilrettelagt en plan for ekstra- og erstatningskørsel.

- Movia og DSB har analyseret kundernes rejsestrømme og tilrettelagt kørslen med togbusser og Movias buslinjer, så vi imødekommer flest mulige kunders behov, forklarer DSB's informationschef Tony Bispeskov.

Han anbefaler, at man tjekker Rejseplanen, inden man skal rejse på den omtalte strækning.

Togbusserne kommer til at køre i påsken, omkring Store Bededag, omkring Kristi Himmelfart, i pinsen og fra 1. juni til 26. august.

Henover sommeren, hvor flest rejsende anslås at blive berørt af sporarbejdet, vil DSB også indsætte togbusser i nye ruter på tværs af linjen.

Nyt erstatningskoncept skal testes

Omkring påske lancerer DSB sin nye app med navnet "Få tiden tilbage". Her kan kunder på linjen mellem Valby og Frederikssund veksle den forlængede rejsetid med togbus til nye rejser.

- "Få tiden tilbage" er et pilotprojekt, der er forbeholdt kunderne, som rejser mellem Frederikssund og Valby. Den er et eksempel på, at vi har lyttet til kunderne og gerne vil forsøge at finde en model for at give kunderne noget til gengæld for den forlængede rejsetid, som de oplever under Banedanmarks sporarbejde, siger informationschefen.

Han understreger, at det i første omgang er et pilotprojekt, hvor erfaringerne fra dette sporarbejde skal bruges til at se, om det er en app, de vil arbejde videre med.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version