Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Hjælpsom idé har spredt sig: Smid varer i vognen til udsatte

En god idé har spredt sig over hele landet efter bare et år.

18. nov 2017, kl. 07:00 af · ·

Foran Rema 1000 på Frederiksberg blev den frivillige forening Kontant Kærlighed født, og siden har det taget fart. Da kontanthjælpsloftet blev indført, besluttede Rene Celinder at samle madvarer ind til dem, der blev ramt.

- Der kunne jeg bare mærke, at det var lige noget, jeg skulle gøre der, siger han til TV 2 Lorry.

Foreningen stiller sig foran supermarkeder med indkøbsvogne og spørger folk, om de vil donere noget mad til folk, der er trængende.

- Da jeg startede her stod jeg med en indkøbsvogn helt alene, siger han.

I dag har Kontant Kærlighed mere end 1000 medlemmer på Facebook og indsamler varer i ni byer landet over. 

En seddel gør forskellen

De frivillige samler ind hver fredag. Her giver de de handlende en seddel, inden de går ind. På sedlen står der: 

"Hvis du kan: Køb en ekstra vare og donér den til Kontant Kærlighed, som står udenfor butikken. Vi hjælper de udsatte."

Organsationen kan bruge alle dagligvarer. Og det falder i kundernes smag: 

- Jeg synes, det er et fantastisk initiativ, fordi det er nemt. Man vil jo gerne hjælpe, men man glemmer det måske lidt i hverdagen, så det her var bare en super nem og enkel måde at gøre det på, siger en kunde. 

Madbudget halveret med doneret mad

René Celinder er evangelist i Pinsekirken på Frederiksberg. Her pakkes de indsamlede madvarer i kasser, som socialt udsatte kan komme og hente. Det er der mellem 45 og 55 familier, der gør hver fredag. 

Belinda Sjøquist er frivillig i Kontant Kærlighed og en af dem, der fik glæde af madkasserne, da hun blev ramt af kontanthjælpsloftet.

- Det gjorde faktisk, at mit madbudget blev halveret, og jeg pludselig havde penge til næsten hele måneden i stedet for halvdelen, siger hun.

På denne dga blev indkøbsvognen her fyldt på en lille time med alt fra pebernødder til shampoo. 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version