Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Ny bevilling til Naturpark Amager skal få flere til at bruge naturen

En bevilling på seks millioner kroner fra Lokale og Anlægsfonden skal være med til at løfte det aktive friluftsliv i Naturpark Amager. Og det glæder teknik- og miljøborgmesteren i Københavns Kommune.

16. apr 2020, kl. 06:00 af · ·

Mens fuglene kvidrer, og bøgen springer ud, så er Naturpark Amager i gang med en mindre forvandling.

Faktisk startede forvandlingen allerede i 2018, da der blev fundet en vinder af arkitektkonkurrencen om udviklingen af tre nye hovedindgange og fire samlingssteder for friluftsliv.

Udviklingen af Naturpark Amager er støttet med 60 millioner kroner. Men står det til Lokale og Anlægsfonden, skal der flere millioner til. 

De har nemlig foreslået at udvide to af de kommende faciliteter. Og for at finansiere det, har de bevilliget seks millioner kroner til udvidelsen. 

Vil lytte til borgerne

De to faciliteter, som Lokale og Anlægsfonden foreslår at opgradere, er henholdsvis hovedingangen ved DR Byen og samlingsstedet ved Havneslusen.

Og spørger man udviklingskonsulent Jens Øyås Møller fra Lokale og Anlægsfonden, er det ikke tilfældigt, at det netop er de to steder, der er udvalgt. Det skal nemlig være med til at imødekomme ønsker fra de lokale brugere.

- Hovedindgangen ved DR Byen og samlingsstedet ved Havneslusen er flotte eksempler på, hvordan man med grundig brugerinvolvering kan skabe tilgængelige natur- og friluftsoplevelser for alle, oplyser Jens Øyås Møller i en pressemeddelelse. 

Involveringen gælder blandt andet skoler, løbere og rollespilsgrupper. Lokale og Anlægsfonden foreslår derfor at gøre plads til blandt andet grejdepoter til opbevaring af udstyr, flere opholdsmuligheder, stenrev, nye træer og nye læringsfaciliteter. 

Gevinst for byen

Naturpark Amager er allerede nu et populært naturområde for københavnerne. Men med den forslåede udvidelse fra Lokale og Anlægsfonden kan københavnerne se frem til endnu bedre muligheder.

Og det glæder teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, der håber, at det vil få flere til at søge ud i naturen:

- Ved at involvere Lokale og Anlægsfonden fortsætter vi de gode takter, der er i fornyelsen af naturparken, som understreger områdets unikke natur og på fornemste vis binder byen og fælleden sammen. Det sker stadig på naturens præmisser, men nu bliver der bare endnu bedre muligheder for at bruge området, og det synes jeg, er en stor gevinst for byen og for københavnerne. 

Inden udvidelsen kan blive en realitet, skal politikerne i Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til, om de vil tage imod bevillingen fra Lokale og Anlægsfonden. Det sker den 20. april 2020. Hvis de ikke at tager imod bevillingen, fortsætter projektet i sin oprindelige udformning. 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version