Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Legeskibet lægger til i Dragør havn

Leg og bevægelse er i højsædet, hvis man besøger Legeskibet, der i de kommende dage er på besøg i Dragør Havn.

17. maj 2017, kl. 19:16 af · ·

Går du en tur i Dragør Havn denne uge, vil du ikke kunne undgå at spotte Legeskibet, der har lagt til netop der.

Legeskibet sejler fra maj til september rundt til 20 danske havnebyer med henblik på at rykke havne- og byliv tættere på hinanden, da mere end fire millioner danskere bor nær en havn. 

Legeskibet er på én gang et kulturskib, et skib for fysisk aktivitet og et skib for leg, fællesskab og dannelse.

- Formålsløshed er en del af legens væsen, og derfor er legen udfordret i en tid som denne, der er stærkt præget af ønsket om effektivitet og målbare resultater, siger Rasmus Casper, der er projektleder for Legeskibet, i en pressemeddelelse. 

Han tilføjer, at legen derfor er vigtigere end nogensinde, og at Legeskibet inspirerer til at integrere fysisk aktivitet og leg i løbet af den ellers boglige skoledag. 

- I folkeskolen ses det, hvordan resultatorientering og stramme læringsmål nedsætter kreativiteten og trivslen blandt danske børn og unge, forklarer Rasmus Casper og pointerer dertil, at leg er med til at styrke samarbejdsevner, fællesskaber og kommunikation generelt. 

Leg er et væsentligt element i vores kultur

Legeskibet har 20 tilknyttede legematroser, der alle er uddannet fra Gerlev Legepark, der har mere end 30 års erfaring med formidling af leg og bevægelseskultur. 

- Skibet er sat i søen for at bevare, opfordre og stimulere byernes evne til at lege, fordi leg er et væsentligt element i vores kultur, siger forstander for Gerlev Legepark Finn Berggren i pressemeddelelsen.

Han mener, at legen er vigtig både i virksomheder, i institutioner, på skoler, i byen og på havnen, da det er gennem den undersøgende leg, at vi finder os selv og hinanden. 

Legeskibet har i år arrangeret et nyt kursus, der hedder Design & Leg. Det sætter fokus på innovation, entreprenørskab og samarbejdsevner med henblik på at skabe konkrete idéer til nye byrum, der skal motivere leg og bevægelse, som Legeskibet centrerer sig omkring. 

I Dragør bliver de unges idéer til lige præcis dette kursus formidlet videre til kommunens ansatte på playmakersejladsen, som er arrangeret i samarbejde med rådhuset. Det er med formålet om at integrere idéerne i Dragør Kommune. 

På lørdag er der Store Legedag, hvor der vil være både live musik, kreative work shops og faglige indslag ved Legeskibet. 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version