Spillere låser sig solidarisk ved at give Lyngby mere tid
Vælger Lyngbys spillere at udsætte deres lønkrav til fredag, kan ingen af dem indgå nye kontrakter indtil da.
Situationen mellem konkurstruede Lyngby Boldklub og spillerne har taget en drejning, siden Spillerforeningen fredag fremsatte et såkaldt påkrav til klubben.
I fredags slog Spillerforeningen fast, at påkravet betyder, at Lyngby Boldklub senest tirsdag skal udbetale løn til spillerne, ellers står det spillerne frit for at ophæve deres kontrakter.
Fredag aften tog redningsaktionen i Lyngby dog en drejning, som bestyrelsesformand Torben Jensen mandag løftede sløret for.
Unavngiven Premier League-klub
En ny, unavngiven Premier League-klub har meldt sig på banen som mulig køber af den konkurstruede klub.
Lyngby har derfor brug for mere tid til at forhandle en eventuel aftale på plads, udtaler Torben Jensen til Ritzau.
Han håber, at Spillerforeningen vil udsætte lønkravet til fredag, men Spillerforeningen og dermed spillerne har indtil videre ikke ønsket at kommentere sagen.
Ifølge Bertel Rasmussen, jurist med speciale i sportsret og forhenværende formand for DBU's disciplinærudvalg, kræver en fristforlængelse, at samtlige spillere siger ja til klubbens forslag.
- Hvis spillerne siger ja til at udsætte deres krav til fredag, så binder de sig alle af aftalen. Dermed kan ingen forhandle kontrakter med andre klubber i mellemtiden, forklarer Bertel Rasmussen.
Sådan fungerer DBU's regler
Vælger spillerne at takke nej til at forlænge fristen, kan de fra og med onsdag ophæve deres kontrakter og indgå aftaler med andre klubber, som Spillerforeningen har meldt ud. Det bekræfter Bertel Rasmussen.
Efter DBU's regler kræver et klubskifte dog en dispensation fra DBU's kontraktudvalg. Det skyldes, at et eventuelt skifte vil finde sted uden for et transfervindue.
Ender det med en konkurs for Lyngby Boldklub, vil det være klubbens anden konkurs i dette årtusind. I 2001 gik Lyngby konkurs, og klubben blev tvangsnedrykket til Danmarksserien med virkning fra sommeren 2002.
/ritzau/
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version