Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Cirkus Benneweis giver op igen: "Løbet er kørt"

Cirkus Benneweis kommer heller ikke til spille i år. Cirkus nedlagde aktiviteterne i slutningen af 2015 efter to underskudsgivende Danmarksturnéer.

25. feb 2017, kl. 07:27 af · ·

I første omgang var det meningen, at ledelsen for familieforetagendet skulle bruge 2016 til at koncentrere sig om at tilpasse cirkusforretningen til nye tider og genoptage telt-aktiviteterne i en tilpasset form hurtigst muligt, men det har stadig lange udsigter, og både telt og udstyr er solgt.

Til Helsingør Dagblad siger Cirkus Benneweis' rådigiver Uffe Gad Jørgensen, at der heller ikke bliver nogen forestillinger i år.

- Det løb er kørt, siger han. 

- Dawid og Nadia (Diana Benneweis' adopterede tvillinger, som overtog cirkusset i 2015, red.) har stadig brug for tid til at relancere Cirkus Benneweis i en anden skala, siger Uffe Gad Jørgensen.

Måske i 2018

- Vi håber på, at Cirkus Benneweis kan genopstå i 2018. Men at det bliver i den oprindelige form med omrejsende trup og telt og dyr, det tvivler jeg stærkt på, tilføjer rådgiveren. 

Cirkus Benneweis havde turneret i Danmark i sommerhalvåret i 128 år, da det i 2015 meddelte, at det hev pløkkerne midlertidigt op i 2016. 

De to sidste turnéer var dyre for virksomheden.

- Hvis du har en publikumstilbagegang på 40 procent en sæson, så gør det ondt på bundlinjen. Når den følgende sæson så viser en omsætningstilbagegang på yderligere 40 procent, så hænger tingene ikke sammen længere, siger Uffe Gad Jørgensen til Helsingør Dagblad. 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version