Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Overborgmester vil indføre restriktioner: Slut med salg af alkohol efter kl. 20

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) foreslår, at alkoholsalget begrænses efter klokken 20, og at kommunale støjvagter kan udskrive bøder.

15. sep 2020, kl. 07:06 af · ·

Nattelivet i hovedstaden har fået meget opmærksomhed den seneste tid.

Derfor skal der nu sættes ind med restriktioner, som kan mærkes.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra overborgmester Frank Jensens (S) kontor på Københavns Rådhus.

Her står det klart, at overborgmesteren kommer med en række tiltag, som skal være med til at forhindre både larm, skrald og voldsepisoder, som alle tre er dele, der plager de festplagede områder i København.

Alkoholsalg skal forbydes fra klokken 20

- København er en fantastisk og levende by, og det er dejligt! Men det skal være rart at bo her og besøge byen på alle tider af døgnet, siger Frank Jensen og tilføjer:

- Vi har set, at generne fra nattelivet i København i bestemte områder af byen, især i Indre By, blev alt for store - med mere larm, mange fulde mennesker i gaden og helt uacceptable voldsepisoder. Festen i gaden har simpelthen taget overhånd. Det skal vi have gjort op med nu.

Derfor vil overborgmesteren gøre det mere besværligt at få adgang til alkohol i byens nattelivszoner.

Det skal ske ved at gøre alkoholsalget fra kiosker og butikker ulovligt efter klokken 20 i de såkaldte nattelivszoner i de større byer - for eksempel i Indre By i København. På den måde kan personer, der er blevet bortvist eller afvist ved barer og diskoteker ikke drikke alkohol og være til gene alligevel.

Støjvagter og parkmedarbejdere skal kunne udskrive bøder

Desuden ønsker overborgmesteren, at de kommunale støjvagter og parkmedarbejdere får hjemmel til at udskrive kontante afgifter til dem, som overtræder byens ordensreglement.

I dag er det kun Københavns Politi, der har myndighed til håndhæve reglementet og udskrive bøder.

De nye beføjelser vil være på linje med kommunens parkeringsvagter, som i dag kan udskrive p-afgifter ved ulovlig parkering.

Det kan være, når der bliver smidt affald i byens parker og byrum, eller når der bliver spillet høj musik på tidspunkter, hvor det ikke er tilladt - som rigtig mange københavnere har været generet af denne sommer.

- Politiet gør allerede et kæmpe arbejde, og det er klart, at de ikke kan være overalt. Samtidig har vi allerede medarbejdere i byens gader, parker og ved havnen, som kan hjælpe med at sikre, at folk ikke sviner og larmer. Dem skal vi give et ekstra redskab til at sikre en rolig og ren by, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Forslagene, som kræver lovændringer, har overborgmesteren givet videre til justitsminister Nick Hækkerup (S) på et møde mandag den 14. september.

Af pressemeddelelsen fremgår det også, at Frank Jensens forslag ikke er direkte afledt af corona-pandemien, men har været et problem "både før og under" corona.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version