Lyngby får uafgjort i Herning efter sen udligning
Lyngby er uden sejr i seks kampe i Alka Superligaen efter søndagens uafgjorte resultat mod FC Midtjylland.
Søndag eftermiddag spillede FC Midtjylland og Lyngby 1-1 i Alka Superligaen. FCM har dermed ikke vundet over Lyngby i de seneste fem indbyrdes opgør.
FCM kom foran efter 35 minutter, da Alexander Sørloth headede sit tredje sæsonmål i kassen. Hjemmeholdet var i flere omgange tæt på at udbygge føringen, men formåede ikke at score yderligere.
I stedet kunne udeholdet udligne dybt inde i overtiden, da indskiftede David Boysen bragte balance i regnskabet.
Lyngby på 13.-pladsen
Resultatet betyder, at FCM er på tredjepladsen i Superligaen med 13 point efter syv kampe. Kriseramte Lyngby, som ikke har vundet i seks kampe i Superligaen, forbliver på 13.-pladsen med fem point.
Kampens første mål kom i første halvleg efter en god halv times spil. Et norsk samarbejde mellem Alexander Sørloth og Gustav Wikheim gav pote. Wikheim assisterede til Sørloth, som kunne heade sit tredje sæsonmål i kassen.
Kort efter pausen var Lyngbys kreative midtbanespiller Mikkel Rygaard uhyre tæt på at bringe udeholdet i front, men stolpen stod i vejen.
Møder Helsingør
Et par minutter senere fik midtjyderne underkendt et mål. Jakob Poulsen headede bolden i kassen, men udeholdets målmand, Mikkel Andersen, blev tilkendt et tvivlsomt frispark, da det så ud som om, at han blev underløbet af sin egen holdkammerat.
Dybt inde i overtiden gjorde David Boysen det med hovedet til 1-1, hvilket også blev kampens resultat.
Efter landskampspausen tager Lyngby hjemme imod FC Helsingør, mens FCM møder FC København i Parken. /ritzau/
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version