Politi om skyderi i København: "Vi er massivt til stede"
Københavns Politi er torsdag sen eftermiddag rykket ud til et skyderi på Husum Torv i København. Torsdag aften er de fortsat til stede på torvet.
Torsdag eftermiddag er der blevet skudt i København.
Det bekræfter Københavns Politi overfor TV 2 Lorry.
- Der har været et skyderi på Husum Torv. Vi kan ikke komme det ret meget nærmere, siger Henrik Stormer, der er vagtchef hos Københavns Politi.
Husum Torv ligger i Brønshøj.
Politiet fik anmeldelsen om skyderiet allerede klokken 16.37, og siden har betjente og hunde været massivt til stede i området.
- Vi er massivt til stede derude nu, siger Henrik Stormer.
Ifølge vagtchefen er ingen umiddelbart blevet ramt ved skudepisoden.
- Det er ikke til vores kendskab, at nogen skulle være kommet til skade. Vi har ikke fundet nogen, siger Henrik Stormer, der ikke vil oplyse, hvad der er blevet skudt mod.
- Det kan jeg ikke oplyse om for nuværende, siger han.
Billeder fra stedet viser to personer, der bliver fulgt af politiet i hvide dragt. Her er tale om en såkaldt "DNA-dragt", som politiet anvender, når de skal sikre sig spor på et menneske.
- De ville ikke fortælle, hvem de var, og så blev de anholdt. Om de har noget med sagen at gøre, ved jeg ikke, siger Thomas Tarpgaard, der er vagtchef hos Københavns Politi.
Lørdag aften sidder de to anholdte på station Bellahøj og venter på at blive afhørt.
Politiet har også sikret to biler i forbindelse med skyderiet, lyder det fra vagtchefen.
- Vi har fundet to biler, som kan være interessante i den her sammenhæng. Dem har vi sikret, og de skal gennemgås teknisk.
Politiet er torsdag aften fortsat til stede på Husum Torv.
- Vi står lige nu og afventer at få afhentet den ene bil, og vi har bunde som søger i området. Det er klassisk gerningsstedsarbejde, der foregår, siger Thomas Tarpgaard og tilføjer:
- Der er skudt fire til fem gange, men vi skal lige have samlet trådende og sammenstykket det store billede, før vi kan sige præcis, hvad der er sket.
Massive trafikale problemer
Kilder på stedet oplyser til TV 2 Lorry, at politiets afspærringer stopper for al trafik på Frederikssundsvej.
På billedet herunder kan man se adskillige københavnske busser, som holder bag politiets afspærring.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version