Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Udgravning til kommende bro afslørede historisk jernalderfund

I forbindelse med opførelsen af en ny bro i Køge har arkæologer gjort fund, der viser, at området var beboet i jernalderen.

17. nov 2018, kl. 13:43 af · ·

Anlægsarbejdet til en busbro ved en kommende togstation har ført til et opsigtsvækkende, arkæologisk fund.

Museum Sydøstdanmark har nemlig fundet rester fra syv huse i en udgravning ved en kommende busbro nær Ølsemagle.

De syv huse består af fire beboelseshuse og tre udhuse. Der er tale om såkaldt treskibede huse, hvis tag blev holdt oppe af stolper inde i selve huset.

Den slags huse byggede man i mange hundrede år, helt fra bronzealderen til vikingetiden.

De fundne huse i Køge skal dog formentlig dateres til jernalderen.

Det oplyser Køge Kommune i en pressemeddelelse

Keramik fra tidlig middelalder

Foruden husene har museet også fundet affaldsgruber og jordovne. I nogle af dem blev der fundet keramik fra den tidlige del af middelalderen omkring år 1100-1200 efter vor tidsregning.

- De arkæologiske fund ved den kommende busbro er en påmindelse om den historiske arv, som Køge-området bærer med. Det er ikke kun i dag, at vores kommunes særlige placering har gjort den til et eftertragtet sted at bo, siger Erik Swiatek, formand for Teknik- og Ejendomsudvalget i Køge Kommune.

Artiklen fortsætter efter billedet...

- Jeg er glad for, at vi kan blive ved med at skabe nye muligheder i kommunen, så den også i fremtiden kan være fuld af liv. Og så vil jeg gerne rose Museum Sydøstdanmark for deres grundige arbejde med at afdække køgeområdets spændende historie, siger Swiatek.

En del af et større pulsespil

Køge Kommune oplyser, at udgravningsfeltet var langt, men smalt og orienteret nord-syd, mens de udgravede huse lå øst-vest.

Det betyder, at kun de dele af husene, der lå inden for det kommende anlægsarbejde, der blev udgravet.

Netop området omkring Ølsemagle er et sted, hvor museet har foretaget flere udgravninger i løbet af de seneste år.

Udgravningerne har vist flere spor af fortidens mennesker i området. Ud over bosættelser i både sten-, bronze-, jernalder og vikingetid er der også udgravet en grav fra romersk jernalder vest for Ølsemagle.

Denne indeholdt importerede genstande fra Romerriget i form af glasbægre og bronzeøser foruden hjemligt producerede pragtsmykker. 

Jernalderbebyggelsen er langt fra det eneste arkæologiske fund gjort på Køge-egnen. Herunder kan du se vores søndagsmagasin om udgravningen af Danmarks femte vikingeborg, der ligger ved Lellinge i Køge:

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version