Brøndby-keeper udelukker Nottingham Forest-skifte
Trods konkret interesse fra Nottingham Forest slår Frederik Rønnow fast, at et skifte ikke kommer på tale - men han afviser dog ikke helt et andet klubskifte.
Brøndby vandt søndag med 2-0 på hjemmebane over AC Horsens i Alka Superligaen.
Efter kampen var målmand Frederik Rønnow det helt store samtaleemne, efter at det for nylig kom frem, at den engelske klub Nottingham Forest har afgivet et bud på danskeren.
Hovedpersonen selv afviser dog et skifte til Forest.
- Skal være godt for alle parter
- Jeg kommer ikke til at tage derover. Der er nogle forskellige grunde til det. Det skal være godt for alle parter, siger Frederik Rønnow.
- Der er mange overvejelser, og der er selvfølgelig også nogle klubber, der først skal være enige, men det kommer ikke til at ske, siger han.
Brøndby-keeperen kan dog ikke definitivt udelukke et skifte i sommerens transfervindue, der lukker den 31. august.
I stedet ønsker Rønnow at forholde sig til spillet på banen.
- Det er svært at sige, om det var min afskedskamp mod Horsens. Det tror jeg ikke, at det var, siger han.
- Har måske påvirket mig
- Jeg forholder mig til det, som jeg ved. Det har været en speciel tid med mange ting at forholde sig til, som ikke sker inde på banen. Jeg har prøvet at holde mit fokus på, hvad der sker på banen.
Den danske landsholdsmålmand erkendte efter sejren over Horsens, at den seneste tids mange rygter omkring hans fremtid har påvirket ham.
- Jeg må også være ærlig og sige, at det er menneskeligt at forholde sig til sin fremtid. Det har måske også påvirket mit spil en smule, men jeg synes, at jeg har holdt et fint fokus og præsteret okay i de seneste kampe.
Frederik Rønnow skal i den kommende uge i træningslejr med landsholdet frem mod fredagens kvalifikationskamp mod Polen.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version