Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Lægemangel skaber frustration og korte konsultationer

Nye tal fra de praktiserende læger er alarmerende og råber på handling. Antallet af læger falder. Samtidig stiger antallet af kroniske patienter.

28. maj 2019, kl. 22:11 af · ·

Hos lægerne på Strandvejen i Hundested er tiden knap.

Der er lang ventetid på konsultationstider og der er ikke meget tid til hver enkelte patient.

- Jeg er tvunget til at presse mere og mere ind i hver enkelt konsultation end jeg nogensinde har gjort før. Der er et kæmpe mismatch mellem behovet for lægelige ydelser og de hænder som skal udføre ydelserne, siger praktiserende læge Marianne Puge i Hundested til TV 2 Lorry.

I 2012 var der 21 læger i Halsnæs Kommune. I dag er der kun 16. Samtidig er antallet af patienter steget markant.

I 2009 havde hver læge 1474 patienter tilknyttet. I dag er antallet 1583. Altså en stigning på 109 patienter.

Men det er ikke kun i Halsnæs at antallet af læger falder og mængden af patienter stiger. I hele TV 2 Lorrys sendeområde er antallet af læger faldet med 71 siden 2012.

Samtidig er antallet af patienter pr. læge steget med 167 fra 2009 til i dag. En kombination som skaber frustrationer hos de praktiserende læger. For parallelt med denne udvikling bliver patienterne også ældre og flere lider af kroniske sygdomme.

- Befolkningen er blevet ældre, mere syge og overlever længere med kronisk sygdom. Og det er noget af forklaringen på, hvorfor lægerne er så pressede ude i almen praksis, siger formanden for PLO Hovedstaden, Karin Zimmer.

Særligt i yderområder som f.eks. Halsnæs og på Vestegnen er der mange ældre patienter med kroniske sygdomme som diabetes og KOL.

De praktiserende læger bliver lønnet pr. konsultation. Derfor er kronisk syge og mere tidskrævende patienter en dårlig forretning for lægerne og det gør det sværere at lokke nyuddannede læger til områder med mange syge og udsatte borgere.

De praktiserende læger så gerne at deres honorar bliver forhøjet, når lægerne behandler de svageste og mere tidskrævende patienter     

I morgen spørger vi folketingspolitikerne om, hvordan de har tænkt sig at løse de store udfordringer hos de praktiserende læger.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version