Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Københavns nye drejebro har fået sit navn

Over 1000 bud er kogt ned til én vinder.

19. jun 2017, kl. 20:43 af · ·

Allerede til næste år, hvis alt går efter planen, vil Københavns nye cykelbro stå klar. 

Det er en såkaldt drejebro, der kan svinge to dele af broen til side, når større både skal forbi. 

Byggeriet er en gave fra Real Dania, der i samarbejde med Københavns Kommune har bedt københavnerne om at komme med forskellige bud på navnet.

Og nu har Vejnavnenævnet fundet en vinder.

Vinder fundet blandt ni populære bud

Der blev indsendt i alt 1.166 bud fra opfindsomme københavnere. 

Midt i maj offentliggjorde man de ni mest populære bud:

Lille Langebro, fordi den er placeret ved den større Langebro. Lillebro af samme årsag. Den Hvide Bro, hvilket henviser til udseendet. Buebroen. SvingbroenVoldgadebroenVester Voldbro og Christiansbuen, fordi den forbinder Vester Voldgade med Christianshavn. Og Sukkerbroen, som er møntet på farven og byens gamle sukkerfabrikker. 

Derfor tog vi beslutningen

Vejnavnenævnet har valgt at pege på Lille Langebro, fortæller Niels E. Bjerrum, der er medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokraterne, til TV 2 Lorry. 

Formelt set skal beslutningen godkendes i teknik- og miljøudvalget til august, men eftersom både Socialdemokraterne, Enhedslisten og Venstre sidder i Vejnavnenævnet, er der flertal for beslutningen. 

- Beslutningen er faldet på Lille Langebro, fordi det allerede har været brugt flittigt som kaldenavn. Journalister og medier har brugt navnet, fordi den jo er placeret ved den gamle og større Langebro. Der var rigtig mange, som kom med det her forslag i forbindelse med navngivningsprocessen, så det var det mest populære bud, forklarer Niels E. Bjerrum til TV 2 Lorry. 

- Det er i virkeligheden nok et navn, der har ligget lige til højrebenet. Det giver jo mening, når den ligger ved siden af Langebro, og når den er lavere, siger han. 

'Anker Jørgensens Bro' var ikke lovligt

Broen er da også tænkt som et alternativ til nu 'Store Langebro', som intet mindre end 40.000 cyklister krydser hver dag. 

Niels E. Bjerrum så dog gerne selv, at den var kommet til at hedde Anker Jørgensens Bro - opkaldt efter den tidligere danske stats -og udenrigsminister. 

- Anker er kendt for at være Sydhavnens mand, men er jo faktisk fra Amager. Her er han født og opvokset, og han har boet i mange år på Christianshavn. Derfor ville det da være smukt at opkalde broen efter ham, siger han til TV 2 Lorry. 

Det har dog ikke været en mulighed, fordi man senere i år vil opkalde Røde Plads på Sydhavnen efter statsmanden, der døde i 2016. Beredskabet vil af sikkerhedsmæssige årsager ikke have, at to stednavne hedder det samme, når de er så tæt placeret.

 Sådan så det ud, da man tog det første spadestik i april 2017:

 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version