Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Fejrer dronningen ved at hækle hele kongerækken

Christine Sørensen hækler Danmarks regenter. I går hyldede hæklede konger - og en enkelt hæklet dronning - dagens fødselar på Amalienborg Slotsplads.

16. apr 2020, kl. 20:34 af · ·

De danske regenter er vant til at blive afbilledet på alle mulige og umulige måder – fra Christian IV, der stod i røg og damp ved højen mast, til Margrethe II i striksweater på Thomas Kluges portræt fra 1995.

Hvor mange regenter, der er blevet hæklet, svæver i uvishedens tåger.

Indtil videre ser det dog ud til, at kun 26 ud af Danmarks 53 regenter er blevet foreviget ved hjælp hæklenål og garnnøgle. I går mødte de 25 tidligere regenter op på Amalienborg Slotsplads for at hylde Danmarks dronning Margrethe med hendes 80 år.

Bag de hæklede regenter står 39-årige Christine Sørensen. Til daglig arbejder hun som politisk chef i Google Danmark, men hjemme i privaten hækler hun regenter på livet løs og deler de danske konger og dronninger på Instagramprofilen Den hæklede kongerække.

- Det begyndte som et projekt med at hækle Dødstjernen fra ’Star Wars’-filmene, men da dronningen i sin nytårstale i 2017 sagde, at vi alle burde lavet noget unyttigt og noget med farver, fik jeg idéen til Den hæklede kongerække, siger Christine Sørensen.

Alle de hæklede konger og dronninger viser hver regent i hans eller hendes historiske zenit. Det er Frederik III, der bliver afbilledet som sejrherre i Slaget ved Nyborg i 1659 – på trods af, at han ikke selv var til stede ved slaget. Det er Valdemar Sejr med Dannebrog og – ikke mindst – dronningens far, Frederik IX, der poserer med sine sømandstatoveringer.

- Det er sjovt at kigge på kongerne og dronningerne på den måde, som de er fremstillet på. De fremhæver det, der er vigtige for dem, siger Christine Sørensen.

Den farvestrålende monark

Dronning Margrethe er hæklet iført sin storblomstrede regnfrakke.

- Dronningen har en rolle som lidt en maskot og lidt som et moralsk fyrtårn for os danskere. Hun er en farverig person med stor autoritet, siger Christine Sørensen.

Valget om at hækle hendes majestæt iført regnfrakken var da heller ikke svært.

- Vores dronning lyser op i en grå hverdag. Hun spraglificerer Danmark og løfter samtidig pegefingeren, og det er noget, vi danskere har brug for, specielt i denne her tid, siger Christine Sørensen.

 

 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version