Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Parkeringsregler virker: Færre parkerer på Frederiksberg

Langt færre bilister uden ærinde på Frederiksberg bruger Frederiksberg som parkeringsplads.

04. jun 2016, kl. 18:11 af · ·

De nye parkeringsregler på Frederiksberg virker efter hensigten.

Formålet med de nye parkeringsregler var, at langt færre bilister uden ærinde på Frederiksberg skulle benytte Frederiksberg som parkeringsplads. 

 - Vi vil gerne have alle de bilister, som har et ærinde på Frederiksberg, de er velkomne. Men vi ønsker ikke alle dem, som blot bruger Frederiksberg som parkeringsplads og tager videre, siger rådmand Simon Aggesen (C) til TV 2 Lorry.

Det er nu lykkedes at nedbringe antallet af parkerede bilister, som ikke bor i kommunen.

I 2014 var ni procent af de parkerede biler på Frederiksberg biler, som ikke var hjemmehørende i Frederiksberg Kommune. Der var mange pendlere, som købte en billig pendler-licens til Frederiksberg, stillede bilen der og tog bus og metro videre på arbejde andre steder.

Nu er antallet faldet fra ni procent til én procent efter indførelsen af de nye parkeringsregler.

Det fremgår af den evaluering, Frederiksberg Kommune har udarbejdet efter godt et år med de nye regler.

Partierne bag parkeringsforliget, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, mødtes til en drøftelse af evalueringen, og her blev de enige om at indstille enkelte justeringer af reglerne til politisk vedtagelse, oplyser borgmester Jørgen Glenthøj (C).

 - Generelt er vi tilfredse med, at vores nye p-regler har bidraget til at skabe mere ordnede parkeringsforhold på Frederiksberg. Derfor har en bred kreds af partier aftalt at holde fast i de overordnede regler, men at justere på enkelte punkter. Nu skal justeringerne behandles i udvalg og kommunalbestyrelsen, og vi fortsætter med at have fokus på området med årlige evalueringer, siger han.

 

 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version