Hjælp til udsatte børn: Flere melder sig som plejefamilie
På kort tid har 41 familier meldt sig som pleje- eller aflastningsfamilie for udsatte københavnske børn. Men kommunen mangler stadigvæk ansøgere.
Før sommeren lavede Socialforvaltningen i Københavns Kommune en kampagne med budskabet "sammen om byens børn". Kampagnen havde ét formål: At få flere københavnere til at melde sig, som pleje- eller aflastningsfamilie for udsatte børn og børn med handicap.
Med kampagnen ville Socialforvaltningen gerne have fat i familier, som normalt ikke melder sig som plejefamilie - allerhelst københavnere.
Og kampagnen ser ud til at have virket. 41 har ansøgt, hvoraf 26 er bosiddende i København.
- Det er meget positivt at opleve, at nogle af Københavns mange ressourcestærke voksne har besluttet at ville hjælpe de udsatte børn og deres familier til at få et bedre liv, siger Jesper Christensen (S), socialborgmester i Københavns Kommune.
Mangler stadig flere ansøgere
Det seneste år har Københavns Kommune sørget for at 125 børn har fået en pleje- eller aflastningsfamilie. Men selvom Københavns Kommune efter kampagnen har set en beskeden stigning i antallet af ansøgere for at blive familieplejere, så er der stadigvæk brug for flere ansøgere.
Lige nu mangler Københavns Kommune 20-25 aflastningsfamilier. Derudover står 15 børn på kommunens visitationsliste, og venter på at komme i døgnpleje.
- Byens mest udsatte børn har brug for et sæt ekstra forældre, som kan give dem stabilitet og omsorg i en ellers kaotisk opvækst, siger Jesper Christensen.
De nuværende 41 ansøgere må dog vente med at få svar på, om de er godkendt som pleje- eller aflastningsfamilie i Hovedstadsområdet. De får nemlig først svar fra Socialtilsyn Hovedstaden inden for 13 uger.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version