Løbeklub forhindrer udsatte unge i at begå kriminalitet
Et løbeprojekt i Valby har hjulpet udsatte unge væk fra gaden og kriminalitet.
Et projekt i Valby ser ud til at have held med at holde de unge væk fra gaden - og væk fra kriminaliteten.
Løbehold2500 hedder projektet, og det har – som navnet også antyder – en hel del at gøre med løb.
Det er nemlig et løbehold, hvor unge mellem 14 og 17 år træner to gange om ugen sammen med pædagogerne fra Fritidscenter Ydre Valby.
Og det har ikke bare gjort noget godt for kondien - men også fyldt deres fritid med noget der giver mening, lyder det fra to af de drenge, der har været med i længst tid.
"Før lavede jeg ballade"
Sebastian Bech Rykær og Mohammed Ali fra Valby var nemlig blandt de første, der kom med på løbehold2500, der startede op i januar i år. Siden er holdet vokset til 34 løbeglade unge.
- Før, der lavede jeg ballade og lavede og dumme ting i min fritid, men det går meget bedre nu, der løber jeg i stedet for, siger Mohammed Ali til TV 2 Lorry.
- I stedet for at unge går ud og laver kriminalitet, og laver alt mulige dumme ting, så får de noget bedre at lave. Så vi tager ud og løber, jeg synes i hvert fald det er meget hyggeligt, siger Sebastian Bech Rykær, der fortæller, at han har røget meget hash.
- Jeg har haft et meget stort hashmisbrug, og det er jeg næsten færdig med. Jeg ryger stort set aldrig mere, siger Sebastian Bech Rykær.
Nu passer de skolen
Miljøpædagog Driss El Mekki fra Fritidscenter Ydre Valby er begejstret for den store tilslutning og ikke mindst den forvandling de udsatte unge har gennemgået i løbet af året.
- Det er kulminationen på ni måneders arbejde, hvor vi har set en rivende udvikling hos de unge, der er med. De er gået fra at have en udfordrende adfærd til at passe deres skole. Karaktererne er steget, fraværet er faldet, og så er de blevet meget mere konstruktive i deres dialog. Det er virkelig opløftende, siger Driss El Mekki til TV 2 Lorry.
Og i den proces her har de mange løbeture ifølge Driss El Mekki haft en helt særlig positiv virkning.
Løb stresser af
- Vi har oplevet, at løbeturene i de grønne omgivelser har været med til at stresse dem af og gøre dem mere rolige, og på den måde har vi bedre kunne komme mere i dybden på de udfordringer, de oplevede til hverdag – både fagligt og socialt.
Lørdag var Løbehold2500 var der endnu en ting, de unge kan være stolte af - de var nemlig med til at arrangere motionsløb Valbyløbet i Søndermarken i København. Det er planen, at løbet skal blive en fast tradition - og afholdes hvert år den sidste lørdag i september.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version