København vil forbyde dieselbiler
Københavnerborgmester vil sætte ind mod problemet og får opbakning fra flere parter.
Vi vil gerne have færre dieselbiler.
Sådan lyder meldingen fra teknik- og miljøborgmester i København, Morten Kabell (EL).
Ønsket kommer, efter at flere undersøgelser viser, at dieselbiler udleder langt flere af de giftige NOx-gasser end tilladt, og at den ekstra udledning førte til over 38.000 for tidlige dødsfald alene i 2015.
Luftforening medvirker til, at 540 mennesker hvert år dør før tid. Det er forrykt, mener borgmesteren.
- Det er en hån mod dem og deres familier, at de skal have levet med det og dø før tid, siger han og tilføjer:
- Dieselbiler er nogle af de mest forurenende. Vi vil gerne have en ren luftzone, som man også har i andre europæiske byer.
Forbud skal sikre renere luft
Det er ikke første gang, at Morten Kabell har sagt, at han vil forbyde dieselbiler i København.
Da Norges hovedstad, Oslo, i januar i år forbød kørsel med dieselbiler på grund af akut helbredsskadelig luftforurening, luftede han sit forslag.
Indre Bys Lokaludvalg afleverede på samme tid et ønske om at forbyde dieselkøretøjer i Københavns centrum. Men forslaget faldt til jorden.
Nu tager borgmesteren beslutningen op igen. Det sker, efter at Stuttgart som den første tyske storby fra 1. januar 2018 har besluttet sig for at indføre et forbud mod dieselbiler. Det vil ske i perioder, hvor der er forureningsalarm i byen, fordi indholdet af sundhedsskadelige dieselpartikler og NOx’er overskrider de gældende grænser.
Forbuddet sker som følge af en dieselskandale for halvandet år siden, hvor VW-koncernen blev opdaget i at have bygget en særlig ”snyde-software" ind i deres dieselmotorer. Herefter er den samlede andel af dieselbiler faldet fra knap 50 procent til nu godt 43 procent.
Men selvom salget af dieselbiler er gået tilbage i Tyskland, er de kun blevet mere populære i Danmark. Derfor må man følge det tyske eksempel med et forbud, mener Morten Kabell.
- Vi skal gøre alt det, vi kan for at sikre rent luft i en by. Når vi ved, at dieselbiler er årsagen til en stor del af luftforurening, så er jeg ked af at sige det, men så skal vi gøre noget ved det.
Et bredt flertal med ni udvalgsmedlemmer (F,Ø,A,B, O, red.) i Teknik- og Miljøudvalget har stemt for borgmesterens forslag.
Partier bakker op om nyt forslag
Miljøborgmesteren får opbakning af flere partier heriblandt SF, Radikale og Alternativet. Selv Liberal Alliance bakker op:
- Dieselbiler i byerne er nok den største sundheds- og miljøpolitiske udfordring herhjemme. Så jeg er bestemt indstillet på konstruktive drøftelser af emnet og konkrete forslag fra borgmesteren, siger miljøordfører Carsten Bach (LA) til TV 2.
Dansk Folkepartis miljøordfører, Pia Adelsteen, er derimod uenig.
- Vi vil gerne have så ren luft som muligt, men et forbud mod dieselbiler har jeg det underligt med, siger hun til TV 2.
Forbud mod dieselbiler er unødvendigt
Dennis Lange, der er jurist hos Forenede Danske Motorejere (FDM), mener også, at et dieselforbud er unødvendigt.
- Faktum er, at dieselbilerne bliver renere og renere. På bilfronten bliver det lige så stille bedre over en årrække, men at forbyde dieselbiler i København vil reelt ikke have en stor effekt på luftforureningen.
Han pointerer, at de 540 personer i København der årligt dør af luftforurening, ikke er et korrekt tal for dieselbiler alene. Det er i stedet en samlet betegnelse for, hvor mange der dør af luftforurening generelt.
- 21 af dem dør på grund af dieselkøretøjer, mens seks personer dør før tid på grund af dieselpersonbiler. Det er selvfølgelig seks for meget, men hvis du forbyder dieselbiler i København, rykker du bare ikke meget ved det samlede tal. Vi er så langt nede i tallene, at der også er usikkerhed, siger han.
Selvom det reelt drejer sig om seks dødsfald på grund af luftforurening fra dieselbiler, rykker Morten Kabell ikke på sig.
- Jeg vil være meget arrogant som borgmester, hvis jeg siger, at deres helbred var ligegyldig. Det gør jeg selvfølgelig ikke. Vi skal se på alle de årsager, der er til luftforurening.
For at forslaget kan blive en realitet, skal en lovændring vedtages i Folketinget.
Det er ikke første gang, at Morten Kabell har foreslået forbud af dieselbiler. Se hvad han sagde dengang:
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version