Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Idylliske Dragør i spil som Danmarks svar på Akropolis

Den gamle søfartsby Dragør er nu tættere på at komme i liga med pyramiderne og den kinesiske mur, efter at byen i fredags kom på Unesco´s tentativliste.

03. jul 2018, kl. 17:06 af · ·

- Det er svært at få armene ned, siger Claus Rex, Erhvervs- og turismechef i Dragør.

Dragør by er kommet tættere på en plads på Unesco´s legendariske verdensarvliste. 

- Der er nogle borgere, der har lagt alt deres krudt i det her, siger han.

Solen skinner over Dragørs idylliske små gule huse, og alt ligner et postkort. Toppede brosten og stokroser i alle palettens farver. Stråtækte tage, finurlige detaljer. De små joller og mindre skibe i den lille havn fuldender billedet. Alt er nænsomt restaureret, og det er tydeligt, at hver en detalje ved hvert enkelte hus vises frem med stolthed. 

Og det er da også de usædvanligt velbevarede huse i den lille søfartsby, der ligner sig selv fra sin storhedstid i 17-1800 tallet, der gør Dragør så speciel. 

- Møder du en Dragør-borger, siger de, at de bor i den bedste by i verden. Og det har vi fået statens anerkendelse af nu, siger siger Claus Rex. 

Mange bejlere, men kun tre kom med

I fredags udtog kulturminister Mette Bock fra Liberal Alliance skipperbyen Dragør, Arbejdermuseet i København og klinterne på Møn som Danmarks bidrag til den såkaldte "tentativliste".

Listen er Danmarks officielle forslag til, hvad der skal nomineres til optagelse på Unescos verdensarvliste.

Både Arbejdermuseet og Møns klint skal dog gennem et længere arbejde for at være klar til endelig optagelse på Unesco´s verdensarvliste.

I forvejen står Frederiksstaden med Amalienborg, Molerklinterne på Fur og Mors og Vikingetidens ringborge allerede på tentativlisten.

I år har i alt 13 steder i Danmark ansøgt om at komme på listen.

I vores område har også den historiske by Gl. Lejre søgt om at blive indstillet, men kom altså ikke med denne gang. 

Det endelige skridt mod optagelse

Der var stor glæde på Dragør Rådhus, da beskeden om optagelse på tentativlisten kom ind. Forud for udpegelsen er der gået mange års frivilligt arbejde, og det er kronen på værket, at byen nu er på listen.

Axel Bendtsen fra Unesco-arbejdsgruppen i Dragør er begejstret over, at hans by nu er helt i front som dansk kulturarv:

- Det her er kronen på værket. Vi startede med at få det brune Johanneskors, så fik vi Prins Henriks Europa Nostra-pris, og nu den ultimative nationale anerkendelse med udpegelsen til tentativlisten. Jeg er så stolt på Dragørs vegne, siger han.

Nu skal der arbjedes videre med at få Dragør gjort klar til endelig optagelse hos Unesco:

- Selve byen er så velbevaret, at det nok ikke er der, vi skal lægge flest kræfter, siger Axel Bendtsen.

- Vi skal kunne præsentere og formidle byen, og der har vi allerede som borgere i samarbejde med Museum Amager godt fat. Så skal vi kunne tage imod endnu flere turister end i dag. Og det er nogle af de ting, vi skal drøfte med Kulturstyrelsen efter sommer, slutter han.

 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version