Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Så sker det igen: Hundested forbereder sig på krydstogtskibe

I Hundested venter man i spænding på årets første krydstogtskib, der sætter byen på landkortet.

25. apr 2018, kl. 06:45 af · ·

Om lidt over to uger vil krydstogtskibet Braemar anløbe Hundested Havn.

Det er det første af de i alt fire krydstogtskibe, der kommer til byen i 2018, og forberedelserne til at modtage gæsterne ombord er i fuld gang. 

- Vi vasker flagene - både de tyske og de engelske. Vi har fået vikinger på plads til modtagelsen, og vi holder møder med vores guider og underviser dem i alle de historier, de skal fortælle om vores lokale havn her, fortæller Søren Brink, der er havnefoged på Hundested Havn. 

I 2016 kom der for første gang krydstogtskibe til Hundested Havn. Sidste år kom der ikke nogle, men i år kommer der hele fire. 

Autentisk og hyggeligt

Hundested er en af bare tre krydstogtsdestinationer i Hovedstadsområdet. De to andre er byer, der er markant større end Hundested - nemlig København og Helsingør. 

- Vi sælger os selv på at være autentiske, og så er her bare rigtig hyggeligt, fortæller Søren Brink.

Krydstogtskibene er i gennemsnit i Hundested Havn i otte timer, så byen får ingen overnatninger ud af det.

Turisterne ombord er for de flestes vedkommende fra Tyskland eller England, og nogle af dem tager på tur til for eksempel Vikingeskibsmuseet i Roskilde eller til Kronborg i Helsingør, mens deres krydstogtskib er i Hundested, men der er også mange, der bare bliver i byen. 

Krydstogter er markedsføring

Ifølge Copenhagen Cruise Network, der er en afdeling forankret i turismeorganisationen Wonderful Copenhagen, vil der komme knap 3.500 krydstogtsgæster til Hundested i 2018. 

- Vi er kommet på landkortet. Vi bliver markedsført på grund af krydstogtskibene. Mange, der ikke kender til vores hyggelige havn i forvejen, lærer os at kende, fortæller havnefoged Søren Brink. 

Dét er netop en af de helt store fordele ved at være krydstogtsdestination.

Hver gang et af de store skibe anløber havnen, kommer der nemlig mindst ligeså mange besøgende fra landsiden som fra vandsiden. 

- Vi stabler jo også alt det her på benene for alle dem fra hele hovedstadsområdet, der kommer og oplever vores havn, når krydstogtskibene er her. For forhåbentlig kommer de igen, afslutter havnefogeden. 

 

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version