18-årig om livsfarlig leg i havnen: Der er jo altid en risiko
Drengene hænger ud på bådebroen. Daniel Graae og hans venner. De bor i Dragør.
Her er sol og vand. Perfekt på en varm sommerdag. På molen lige ved siden af står der en høj mast.
Og mange gange i løbet af sommeren er der nogen, som har brugt den til udspring, selvom det er strengt forbudt.
Det kan man blandt andet se på et foto, som kommunalpolitikeren Morten Dreyer har taget. Det her er hans umiddelbare melding.
- Der er ti meter ned, så jeg synes, det er ren idioti. De kan blive fanget af en forkert vind, de kan risikere at snuble. Får de ubalance, så falder de ned i beton, og hvis de snubler, så falder de ned i beton.
På billedet står en person øverst oppe - på en lille platform. Parat til at springe i vandet.
Morten Dreyer, der er medlem af kommunalbestyrelsen i Dragør er rystet over, at de springer fra masten.
- I første omgang må man slet ikke bade hernede. Men det ved man godt, og gør det så alligevel, det er så det. Men der er ingen grund til at risikere fald fra stor højde.
"Ingen har ramt bunden endnu"
Morten Dreyer er bekymret, men 18-årige Daniel Graae og hans venner på molen ser anderledes på det.
- Der er mange, som hopper fra masten. Der er dybt, og der er faktisk ikke nogen, der har ramt bunden endnu. Man kan sige, at det altid kan ske. Men der er ikke er nogen, der har ramt bunden endnu, og børn og voksne kan hoppe derfra. Det synes jeg er fint, siger Daniel Graae til TV 2 Lorry.
Han vil ikke fortælle, om han selv har prøvet det vovede udspring, men det er ikke et spring, der skræmmer ham.
- Der er jo altid en risiko for et eller andet. Der er jo også en risiko for, at du bliver kørt ned. Jeg vil ikke udtale mig om, hvorvidt jeg selv har gjort det eller ej, men jeg ville ikke være bange for at gå derop og hoppe, siger Daniel Graae.
Mast spærret af
Men det kommer han nu ikke til foreløbig. Tirsdag er der nemlig blevet sat en metalkrans med lange stænger op omkring den nederste del af masten - og den lukker af for en tur op i toppen.
Og det er sket på initiativ fra havnefogeden.
- Vi har i dag sat vandretstående gitter op nederst på masten, så man ikke kan kravle op. Og så får vi produceret skilte, hvor der står, at det er forbudt at bade i havnen, siger havnefoged Lars Olsen til TV 2 Lorry.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version