Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Anklaget DF'er: Københavns Kommune fortiede sandhed om Omar

Københavns Kommune optrådte moralsk og juridisk forkert ved ikke at fortælle om Omar el-Hussein, mener tiltalt

16. jan 2017, kl. 12:24 af · ·

Københavns Kommune beskyldes for at have fortiet sandheden om Omar el-Hussein, der dræbte to mennesker ved synagogen og Krudttønden i København.

Angrebet kommer fra lokalpolitikeren Finn Rudaizky mandag.

Han er blevet tiltalt i en straffesag for at have lækket fortrolige oplysninger om gerningsmanden til dagbladet BT.

Mandag er han rykket ud med en skriftlig udtalelse - to dage før sagen imod ham begynder i byretten.

Rudaizky understreger, at situationen var helt ekstraordinær efter skyderierne.

" Vi var i en helt ekstraordinær situation. Danmark var blevet udsat for et terrorangreb. Københavns Kommune lå inde med oplysninger, som var væsentlige for at kunne forstå hvordan Omar el-Hussein endte med at blive terrorist – uden at nogen greb ind," skriver Finn Rudaizky i meddelelsen.

"Situationen var også helt speciel fordi Københavns Kommune – trods indledende påstande om det modsatte – havde et langt og indgående kendskab til terroristen," skriver han.

 "Forholdene var sådan, at det var i offentlighedens interesse at få indsigt i, hvad Københavns Kommune vidste," fortsætter han.

Både juridisk - "og så ganske afgjort moralsk" - var det forkert af kommunen at dække sig under sin tavshedspligt om Omar el-Hussein, mener politikeren.

Han får ikke frit lejde

Forud for sagen har anklager Søren Harbo sagt, at han kræver den erfarne politiker, der tidligere har været medlem af Socialdemokratiet, idømt frihedsstraf.

- Vi er klar over, at mange er interesseret i Omar el-Hussein set i lyset af, hvad han har gjort. Men det er ikke ensbetydende med, at der er frit lejde i forhold til at videregive oplysninger om ham eller hans familie, sagde Søren Harbo forleden.

Den tiltalte siger derimod, at han videregav væsentlige oplysninger, "som helt indlysende var i offentlighedens interesse."

"Jeg er fuld af fortrøstning og mener, jeg handlede præcis, som jeg burde gøre," skriver han.

I forbindelse med sagen har Københavns Politi i øvrigt sigtet to journalister fra henholdsvis BT og Berlingske.

Oplysningerne om Omar el-Hussein blev bragt i artikler 8. og 12. marts - altså en lille måned efter hans blodige angreb.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version