Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Hjerneskadede sørger for sikker sex på Roskilde Festival

Et arbejdsfællesskab i Valby har netop modtaget 90.000 kondomer. De bliver pakket af en række hjerneskadede, der samtidig får en meningsfyldt hverdag.

04. apr 2017, kl. 15:30 af · ·

Den socialøkonomiske virksomhed Kilden tilbyder nu senhjerneskadede en meningsfyldt hverdag - i form af at pakke kondomer fra morgen til aften.

Vi møder medarbejderne i et gammelt kontorhus, tæt på der, hvor grønttorvet lå i Valby. Midt i lokalet står et bord fyldt med kondomer.

- Glæd jer folkens, de er pakket med kærlig hånd, udbryder Lonnie Hvidtfeldt. Hun har været hjerneskadet i syv år men er nu én blandt 25 medarbejdere, som er tilknyttet Kilden og som pakker kondomer til Roskilde Festival.

Sæbe, kødben - og nu kondomer

Forretningskonceptret går ud på, at udføre pakkeopgaver for virksomheder i Danmark. Tidligere har det været sæbe og kødben, der blev pakket men nu knokler medarbejderne for kondomproducenten Hanky Panky. 

- Man ved simpelthen at hjerneskadede bliver selvhjulpne i meget længere tid ved at være i gang, siger daglig leder af Kilden Susanne Galle.

Rigeligt arbejde

90.000 kondomer sikrer arbejde til de næste 14 dage. Blandt bjergene af kondomer finder vi Michael Siversleth.

Han har ikke mistet modet, på trods af at han helt fysisk kan se den store arbejdsopgave, der ligger foran ham på bordet.

- Bare det at man ved, der kommer en ny opgave næste gang, så kan man godt holde det ud, siger han.

Kilden er et tilbud for voksne med senhjerneskade. Det fungerer, som et arbejdsfællesskab hvor man møder ligesindede. Her indgår man i frivillige teams, som udfører arbejde og sociale aktiviteter sammen.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version