Regeringen vil indsætte militær på bevogtningsopgaver
Beslutningen om at indsætte egentlige soldater i gadebilledet i fredstid anses som kontroversiel og udansk, siger TV 2s politiske redaktør.
Regeringen vil lade militæret overtage dele af arbejdet med grænsekontrollen samt andre bevogtningsopgaver, som i dag ligger hos politiet. Det erfarer TV 2.
Tiltaget sker for at frigøre politibetjente, som derved kan komme hjem i kredsene, og for nogles vedkommende til den verserende bandekonflikt i København.
- Det er en stor beslutning, og det er noget, man har kredset om i flere omgange. Men det er jo kontroversielt, fordi man langt ind i de etablerede partier opfatter det som lidt 'udansk' at have soldater gående rundt i gadebilledet, siger TV 2s politiske redaktør Anders Langballe.
20 skyderier på to måneder
Hjemmeværnet er tidligere blevet brugt til grænsekontrollen, men det er ikke normalt i fredstid, at man i Danmark benytter egentlige soldater til at varetage politiopgaver.
Nyheden kommer på en dag, hvor politiet kunne fortælle, at der har været yderligere to skudepisoder i bandekonflikten i København. Dermed har der nu været 20 skyderier i København de seneste to måneder.
Regeringen vil også tilføre politiets forebyggende arbejde i udsatte områder 15 millioner kroner, erfarer TV 2 og Ritzau forud for fredagens fremlæggelse.
"Danmark er ikke i krig"
Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, har tidligere udtalt, at militæret ikke kan erstatte politiet i bevogtning af mulige terrormål.
Og han er stadig ikke overbevist om, at det er den rette løsning.
- Selv om vi har en bandekrig, er vi stadig i fredstid. Og jeg er meget overrasket over, at man vil sætte militæret ind til civilopgaver i en fredstid.
Soldaternes fagforening, Centralforeningen for Stampersonel, har også tidligere mødt et lignende forslag med en vis skepsis. At bevogte terrormål vil kræve ekstra uddannelse, har det lydt.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version