Movia: Derfor er 5A blevet turkis
Hvis du også undrer dig over, hvorfor linje 5A pludselig er blevet turkise, så er det fordi Movia i øjeblikket tester de udvendige design til fremtidens busser.
Fra april 2017 bliver Nordens travleste buslinje med 20 mio. passagerer om året endnu hurtigere. Det sker, når buslinjen opgraderes til en højere kvalitet.
Samtidig får busserne på 5A nyt design, et nyt navn, +Way, og busserne bliver reklamefri.
Det er det ny design, som Movia vil teste i de kommende måneder.
Passagernes erfaringer og reaktioner skal bruges til at sikre, at designet fungerer godt, inden de nye busser sættes i produktion.
- Det nye design markerer en styrkelse af busbetjeningen, der gør det hurtigere og lettere at køre med bus - også i myldretiden. Vi håber, at rigtig mange vil tage godt imod både de nye farver, som vi tester nu, og det nye trafiktilbud, når det bliver klar i april 2017, siger Movias administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen i en pressemeddelelse.
Når +Way-busserne og det nye design rammer linje 5A i foråret 2017, bliver bussen ikke kun hurtigere, men også fem meter længere, og får flere døre, som passagererne selv åbner ved at trykke på en knap på siden af bussen. Ligesom på S-togene.
Stoppestederne langs 5As rute bliver også opgraderet med nye læskærme og trafikinformation i realtid, blandt andet med tider for næste S-tog, regionaltog eller metro på de største stoppesteder.
De nye busser bliver gasdrevne og CO2 neutrale og understøtter Movias målrettede arbejde for en grønnere kollektiv trafik.
Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version