Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Ny undersøgelse: Patienter dumper akutmodtagelse på Hvidovre Hospital

Patienter utilfredse med ventetiden på Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital. Akutmodtagelsen vil afhjælpe problemet med ekstra læger og informationsskærme.

05. feb 2019, kl. 16:00 af · ·

Patienterne er trætte af at vente, når de kommer ind på hospitalet med akutte skader. 

- Jeg synes selvfølgelig, at det er ærgerligt, at man tager herud og skal sidde og vente, siger Belinda Danty, der er mor til Asta på ni år, som er kommet til skade og har slået sin tommelfinger.

I en ny national undersøgelse ligger akutmodtagelserne i Region Hovedstaden lavest, når det kommer til patienternes tilfredshed.

Undersøgelsen viser også, at det i Region Hovedstaden er på Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital, at patienterne er mest utilfredse.

Det er er særligt ventetiden patienterne er utilfredse med. 

Det er ikke første gang Belinda Danty sidder og venter på akutmodtagelsen. 

- I dag har det været meget kort, andre gange har der været længere ventetid, hvor man har skulle sidde lidt længere. Det kommer lidt an på, hvor mange, der sidder og venter. De andre gange har vi siddet i hvert fald over en time – andre gange halvanden time, siger hun til TV2 Lorry. 

Information om ventetid er ikke god nok 

Det er Region Hovedstaden selv, der har spurgt, hvor tilfredse patienterne er med deres oplevelse af akutmodtagelserne i regionen. Ifølge rapporten er det følgende syv punkter, som patienterne er utilfredse med på Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital.

På Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital tager de kritikken til sig, selvom ledende overlæge Christian Rasmussen mener, at for få patienter har svaret på Region Hovedstadens spørgsmål. 

- Men det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at det ikke er korrekt, for vi hører jo, hvad patienterne siger, og når de kommer og siger de ting, så tager vi det selvfølgelig alvorligt, siger Christian Rasmussen, ledende overlæge, Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital til TV2 Lorry.

Få mere information om undersøgelsen her.

Flere af de kritiserede punkter handler om ventetid og manglende information om, hvornår patienterne kan forvente at blive undersøgt. Og heller ikke Belinda Danty har oplevet at blive oplyst om længden på ventetiden.

- Jeg synes selvfølgelig, det er ærgerligt, at man tager herud og skal sidde længe og vente, når man egentlig har fået et tidspunkt og venter med at tage herud, og så kommer derud, så regner jeg med at kunne komme til inden for en rimelig margin. Så har det været lidt ærgerligt, man skulle vente over en time, men sådan var det ikke i dag, siger hun. 

Elias Salmark på 11 år er faldet på skateboard, og han skal undersøges for brud på armen. Han kommer hurtigt ind og bliver tjekket, men han har prøvet at vente i tre timer. 

- Det er lidt kedeligt, for man havde jo ikke rigtig forberedt det, så man havde ikke noget med, siger han. 

Ekstra læger og informationsskærme skal afhjælpe ventetid

På Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital er de gået i gang med at forsøge at gøre ventetiden kortere, og derfor har de har vagtsat et ekstra hold af læger i de travle perioder.

- I dagstiden har vi ekstra fra klokken 16-24, og det gælder, mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og søndag. Fredag og lørdag møder de klokken 20 og går hjem klokken 06 næste morgen. Så vi har opnormeret – plus at vi nu også, i og med at vi uddanner akutmedicinske speciallæger, har fået tilført nogle flere læger, som har fået funktion herovre og kan hjælpe til, siger ledende overlæge, Christian Rasmussen.

Når man som patient ankommer til akutmodtagelsen, bliver man kategoriseret i forhold til, hvor hurtigt man har behov for behandling.

Kategorierne spænder over rød, orange, gul, blå og grøn. Røde patienter er i livsfare, mens de grønne og blå ikke har akut behov for behandling - og det er dem, som kommer bagerst i køen, når der kommer akutte patienter ind.

- Vores opgave er selvfølgelig bare at informere dem om, at de skal vente, fordi der er kommer nogle, der er mere syge. Og det plejer de at være rigtig gode til at forstå. Det er bare det, vi ligesom skal lære at gøre, og det arbejder vi virkelig hårdt på, siger Christian Rasmussen.

På akutmodtagelsen har de derfor indført tiltag, som skal forbedre informationen om, hvor lang tid patienterne skal vente og hvorfor.

- Vi sender vores personale ud i venteværelset med runder og fortæller, hvor lang ventetiden er på givne tidspunkter. Så har vi fået lavet nogle videoer, som kører i vores venteværelse omkring, hvordan det er at være i et venteværelse, hvad kan de forvente, og hvordan og hvorledes de skal forholde sig, hvis der sker nogle ting, som de ikke forventer, siger Christian Rasmussen.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version