Nyheder

Play

Oplev

Tip os

Spørg Os

Forsamlingsforbud sænkes til 50 personer i 18 kommuner

Stigende coronatal betyder, at der indføres lokale tiltag i 17 københavnske kommuner og Odense Kommune

07. sep 2020, kl. 14:08 af · ·

Den stigende smitte med coronavirus i Odense Kommune, Københavns Kommune og kommuner omkring hovedstaden får sundhedsmyndighederne til at indføre lokale restriktioner.

Det betyder, at forsamlingsforbuddet sænkes til 50 fra 100 personer i 18 kommuner.

Åbningstider for barer og restauranter begrænses til klokken 24, oplyser sundhedsministeren på et pressemøde mandag. 

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) siger, at der indføres restriktioner i København og 18 kommuner i hovedstadsområdet samt i Odense:

- Forsamlingsforbuddet sænkes fra 100 til 50 personer i de nævnte kommuner. Den planlagte udvidelse af muligheden for at have tilskuere til superliga og andre arrangementer udskydes. Barer og restauranter får begrænset deres åbningstid til midnat, siger Magnus Heunicke.

København er nu på 40 smittede per 100.000 borgere, siger overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen (S):

- Vi kan ikke se, at det er bestemte grupper eller bestemte områder, der er årsag til smittespredningen. Vi kan se en overrepræsentation blandt de unge voksne på 20 til 29 år. Derfor starter vi en massiv kampagne nu med plakter og infoskærme i busser, der understreger, at vi skal holde afstand og holde fast i de gode vaner, siger Frank Jensen.

Stadig i orden at holde fest

Man kan fortsat godt holde en privat fest, hvis retningslinjerne overholdes, siger konstitueret direktør Anette Lykke Petri ved Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Men når vi har eksempler på, at over 30 mennesker er blevet smittet ved en fødselsdagsfest, så har retningslinjerne ikke været overholdt.

- Man skal overveje, om det er nødvendigt at holde festen, eller om den kan udskydes. Hvis man holder festen, så skal man overholde retningslinjerne, siger Anette Lykke Petri.

Dette er en forenklet version af artiklen: Se den originale version